|
Nyhedsbrev september 2019 - genudsendelse med rettelser
|
Udvidet samarbejde med Musikhuset Esbjerg
Ensemblet er i kontinuerlig udvikling og søger nye partnerskaber, koncertformer og kontaktflader, og vores sæsonåbning markerer begyndelsen på et tæt samarbejde med Musikhuset Esbjerg, som fra og med denne sæson bliver et nyt fast koncertsted. Ensemblet vil dermed kunne høres oftere i byens store koncerthus.
Vores koncertsæson bliver en tematisk rundrejse i Europas regioner sammen med byens internationale kammermusikere. Åbningskoncerten 18. september klokken 19.30 i Musikhuset Esbjerg har fået titlen Slaviske Sjæle, og man kan forvente en følelsesladet aften! Publikum inviteres op på den store scene sammen med musikerne til en intim og intens musikoplevelse med håndspillet musik af bedste kvalitet fra det slaviske område.
Det bliver en temperamentsfuld, frisk vare fra to unge passionerede kvinder med ben i næsen: Ana Sokolović og Milica Djordjević er begge hede navne på musikscenen og præsenteres for første gang i Esbjerg. Der bliver også smuk, romantisk russisk musik samt de to tjekkiske klassikere Dvořák og Janáček med både jubel og smerte i hjertet. Janáčeks strygekvartet er blandt andet kendt som soundtrack til filmen Tilværelsens ulidelige lethed fra 1988.
Vi vil dog fortsat spille hos vores venner i den smukke konservatoriesal på Syddansk Musikkonservatorium. Vi kommer derfor til at pendle og give halvdelen af vores sæsonkoncerter på Syddansk Musikkonservatorium og halvdelen i Musikhuset Esbjerg.
Allerede mandag 16. september spiller ensemblet til åbningen af Musikhuset Esbjergs nye foyér, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen holder tale for et indbudt publikum og klipper den røde snor.
|
|
Sådan kommer Musikhuset Esbjergs nye cafe-område i den ombyggede foyér til at se ud. Modeltegning. |
Peer Gynt på Rued Langgaard Festival
Rued Langgaard Festival har 10 års-jubilæum i år, og Esbjerg Ensemble er atter med, ligesom alle de foregående år. Festivalen har i år temaet natur – Grieg og Langgaard. Ensemblet spiller Griegs kendte orkestersuite til åbningskoncerten den 5. september. Det bliver i en ny version omarrangeret for ensemblet, og koncerten formidler en fortættet udgave af Ibsens fem timer lange drama om eventyreren Peer Gynts ydre og indre rejse. Publikum rejser med, fra koncerten begynder foran Sct. Catharinæ Kirke og videre ind i klostergården. Medvirkende solister er Nils Økland, Frederik Rolin, Dénise Beck, Andrea Pellegrini, foruden Ribe Drengekor, Ribe Mandskor og Festivalkoret.
Som publikum kan man synge med på den smukke Pinsesalme som afslutning på Peer Gynt. For at være med, skal man stille op klokken 15.15 til prøve med dirigent Henrik Vagn Christensen og ensemblet. Koncerten er fra klokken 16:30 til 18:30.
Gå heller ikke glip af foredraget med vores egen ensemblechef Katrine Ganer Skaug, når hun giver sit norske blik på Edvard Grieg! Det er klokken 19 i Langgaardsalen i Kannikegården.
Og holder man ud helt til Langgaard Lounge klokken 22:30, kan man opleve vores strygere og slagtøjsspiller Christian fyre op under en jamsession med hardangerfelespiller Nils Økland.
|
 Ensemblet spiller ved Rued Langgaard Festivals åbningskoncert uden for Sct. Catharinæ Kirke. Foto: Folmer Iversen. |
Ensemblet får hjælp fra Erhvervsakademiet
Vores Young Advisory Board udvikler sig hele tiden. I dette efterår tager vi på charmeoffensiv til uddannelsesinstitutioner for at få flere unge med i YAB. Én af underviserne på Erhversakademi Sydvest tog handsken op og foreslog, at de studerende kunne arbejde med vores udfordring om at tiltrække unge publikummer.
Vi havde et af vores YAB-medlemmer, Christian, med. Han går på MGK og vil søge ind på konservatoriet med guitar. Det fungerede godt at have ham med som bindeled til de unge studerende, der vil præsentere resultatet af deres anstrengelser i begyndelse af september. Vi glæder os til at se deres forslag og håber på konkret brugbare markedsføringstiltag, vi kan prøve af i den kommende tid.
|
|
Studerende på markedsføringsøkonomi på Erhvervsakademi Sydvest arbejder med idéer til at markedsføre ensemblet over for unge |
Oboistvikar i efteråret
Stacey Dixon er vores oboist på kontrakt dette efterår. Hun vikarierer for Felicia Greciuc, som har orlov for at spille i Det Kgl. Kapel. Stacey er fra New Zealand og har været ansat i Stavanger Symfoniorkester de seneste år. Vi er meget glade for at have fanget denne talentfulde musiker på kontrakt. Vestkysten er dog ikke ukendt terræn for hende, for Staceys svigerforældre har adresse i Esbjerg.
Stacey Dixon spiller i Esbjerg Ensemble hele efteråret. PR-foto.
|
|
Vi har opdateret vores hjemmeside med nye fotos og præsentationer af samtlige musikere. Vi lægger også koncertarrangementer op i løbet af september, og skulle man være gået glip af det månedlige nyhedsbrev, kan det også læses på www.esbjergensemble.com.
Mandag – fredag 09:00 – 13:00 Bliver telefonen ikke besvaret i dette
tidsrum er vi optaget eller ude af huset. Indtal
venligst besked på telefonsvareren.
Lørdag – søndag lukket
|
|
| |
|