Da en dansk billedhugger rejste en skamstøtte foran Brasiliens Kongres, blev kunst til politik, og politik til kunst. 25 år senere står skulpturen stadig som en påmindelse om landets sår – og om modet til at pege fingre.
Da den danske billedhugger Jens Galschiøt stod foran Brasiliens Nationalkongres i april 2000, omgivet af bannere, politi og tusindvis af jordløse bønder, rejste han ikke bare en skulptur – han udstedte en anklage.
En otte meter høj søjle af forvredne menneskekroppe – Skamstøtten – blev stillet op på årsdagen for massakren i Eldorado dos Carajás , hvor 19 medlemmer af MST (Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra) blev skudt og dræbt af militærpoliti i 1996.
Galschiøt kaldte værket "Skamstøtten" - et monument for de steder i verden, hvor magt udføre misbrug. "En skamstøtte er ikke beregnet til at dekorere - den er beregnet til at vække folk," sagde han dengang.
Et dansk projekt i stormen af brasiliansk politik
Initiativet mødte både beundring og modstand. På den ene side stod MST, verdens største bondebevægelse, ledet af João Pedro Stédile , der så Galschiøts projekt som et redskab til at henlede opmærksomheden på deres kamp for jordreform og menneskerettigheder. På den anden side stod konservative politikere, der fordømte skulpturen som "upassende" og forsøgte at blokere den i tolden.
Alliancen mellem kunstneren og bevægelsen blev støttet af senator Heloísa Helena fra Arbejderpartiet (PT), en af de mest kompromisløse stemmer i Brasiliens Kongres. Hun hjalp med at sikre de nødvendige tilladelser og fungerede som politisk beskytter, da modstanden voksede. "Denne skulptur er samvittighedens stemme i vores demokrati," erklærede hun ved afsløringen.
Fra Brasília til Belém
Efter ceremonien i hovedstaden blev Skamstøtten transporteret nordpå til staten Pará – nær selve stedet for massakren. Der blev den modtaget af Edmilson Rodrigues , Beléms daværende borgmester.
Rodrigues, dengang medlem af PT og nu borgmester for det venstreorienterede PSOL- parti, indlemmede officielt monumentet i byens offentlige kunstsamling. "Dette værk bør minde os om, at retfærdighed ikke kun er et juridisk begreb, men et ansvar," sagde han ved overrækkelsen.
Siden da har skulpturen stået i Belém som et fysisk og moralsk vartegn – en påmindelse om den dag, hvor kunsten krydsede grænsen mellem æstetik og aktivisme.
Et samarbejde på tværs af kontinenter
Galschiøts brasilianske projekt blev bygget gennem et netværk, der forbandt kunstnerisk modstand med politisk mobilisering.
- Lula da Silva, præsidentkandidat
- Heloísa Helena , senator og senere præsidentkandidat, gav projektet parlamentarisk legitimitet.
- João Pedro Stédile og MST organiserede logistik, frivillige og sikkerhed under installationen.
- Edmilson Rodrigues gav som borgmester skulpturen et permanent hjem i Belém.
Sammen smedede de en alliance, hvor kunsten blev et middel til at genforhandle sandhed og ansvarlighed i den offentlige sfære.
Et monument mod glemsel
For Galschiøt var Skamstøtten i Brasilien en del af en større serie – Skamstøtter og protester rejst i Hongkong og Mexico.
Brasilien var noget særligt . "Det var et sted, hvor man kunne mærke, at kunst havde konsekvenser," siger Jens Galschiøt i dag. "Der var stor, modstand – men også håbet om, at kunst rent faktisk kunne ændre noget." Skulpturen blev både et mindesmærke for de døde og et spejl for de levende. Den er blevet brugt af MST i demonstrationer, mindehøjtideligheder og menneskerettighedsundervisning.
En levende arv
Femogtyve år senere er folkene bag projektet stadig aktive.
- Edmilson Rodrigues tjener igen som borgmester i Belém, med fokus på klima og social retfærdighed.
- João Pedro Stédile er fortsat en ledende figur i MST og samarbejder nu med præsident Lulas regering om jordreform.
- Heloísa Helena arbejder som lærer og offentlig intellektuel, stadig en åbenmundet stemme i brasiliansk politik.
- Lula da Silva er nu præsident i Brasilien.
Og Skamstøtten ? Den står stadig. Forvitret af Amazonas' fugtighed, markeret med graffiti og pyntet med blomster, som MST-aktivister efterlader hver 17. april.
For mange brasilianere er den danske skulptur ikke længere et fremmedlegeme, men en del af nationens egen hukommelse – et monument, der stadig peger fingre, ikke kun mod fortiden, men også mod de magtstrukturer, der former nutiden.
Galschiøt vender tilbage til Belém
Nu, 25 år senere, vender en Galschiøt tilbage til Belém – denne gang i forbindelse med COP30. Det er ikke Jens, men hans søn, Lasse Galschiøt, der følger i sin fars fodspor.
Han ankommer med et nyt og kontroversielt kunstværk: en 2,5 meter bronzeskulptur af en nøgen Donald Trump, der symboliserer det, han kalder "Trumps forsøg på at dræbe klimabevægelsen og den grønne omstilling".
I modsætning til sin fars monumentale Skamstøtte er dette nye værk ikke beregnet til at stå stille. Skulpturen vil blive flyttet rundt i offentlige rum i Belém under klimatopmødet og fremhæve, hvad kunstneren beskriver som Trumps bestræbelser på at sabotere beslutninger om at reducere CO₂-udledning og stoppe den globale opvarmning.
Ved siden af den store skulptur medbringer Lasse over 6.000 miniatureversioner – små 3D-printede figurer, der skal fordeles blandt COP30-delegerede som en påmindelse om forbindelsen mellem politisk benægtelse og klimaødelæggelse.