Galschiøts aktiviteter i 2017
(Se alle de tidligere nyhedsbreve her)
Januar
Året start på Galleri Galschiøt var ret trist. Multimusikeren Peter Bastian skulle have spillet to fyldte koncerter herude, men de blev aflyst da hans kræftsygdom blev værre. I forbindelse med aflysningen fik vi tilsendt en masse ønsker om god bedring som vi sendte videre til ham, men desværre døde han senere på året og dermed mistede Danmark et af sine kulturelle fyrtårne.
På værkstedet i Odense var der masser at se. 4 af de 7 havnearbejdere var næsten klar til skulpturen på DOK1 i Århus.
Vinteren over kunne man Fundamentalism-skulpturen ved indgangen til Galleriet. Så vi havde masser af besøgende og det var hyggeligt.
Galschiøt leverede skulpturer til SEJR-priserne til sportslørdag – priser gik til årets største fynske sportsnavne.
Februar
En halv million facebook-delinger! En stille dag i februar stødte vi pludselig på et facebook-billede af Galschiøts skulptur Survival of the Fattest. Vi vidste at skulpturen var populær men at den var blevet delt en kvart million gange (i dag 544.591 gange) i Brasilien alene kom alligevel bag på os. Dermed er billedet et af de mest delte på facebook og det mest delte billede af en skulptur på facebook nogensinde! Se selv facebook
Mors-boerne måtte i februar sige farvel til den spiddede isbjørn, Unbearable.
Til gengæld kunne man i Hammel se den i februar og marts som en del af en klimakunst-udstilling med Galschiøt og fotojournalist Jakob Dall i Kultur- og Sundhedscenter InSide. Se mere
Imens turnerede Galleri Galschiøt frivillige supermedarbejder Aske Kreilgaard med sine fortæller om sine oplevelser i den nu lukkede flygtningelejr i Calais også kendt som 'The Jungle' og det var en øjenåbner for mange.
Marts
Marts blev en af de mere uheldige på værkstedet.
Vores 30.000 liter store galvaniske støbekar lækkede, så vi måtte fylde al væsken over i store beholdere, så det kunne blive repareret. Vi var heldigvis forberedt på den slags uheld, med sikkerhedsgrav, specialudstyr og meget andet, så hverken medarbejdere eller Odenses kloakker fik væsken at mærke. Men det store arbejde med havnearbejderskulpturerne blev udskudt og den skulle jo være færdig i august.
Senere kom en lusket tyv så op at slås med værkstedsbilens startspærrer. Tyven tabte kampen, men bilen blev totalskadet, så nu har Galleri Galschiøt fået en 9 personers bus at udføre happenings fra.
Æder angsten vores sjæle op? Blev der spurgt, i udstillingen af samme navn i forbindelse med Europæisk Aktionsdag mod Racisme. Udstillingen kunne ses i Odense hvor skulpturerne af "flygtningene" overfor "Den indre svinehund" symboliserede debatten om "de fremmede" og vores reaktion på dem. Som Jens Galschiøt udtrykte det: "Det er ikke de fremmede, men vores reaktion på de fremmede, som truer vores kultur og værdier".
Gennem året holdt Jens Galschiøt fire offentlige rundvisninger. Det blev arrangeret gennem AOF og kostede 100kr inkl. vin og kaffe. Arrangementerne blev lavet fordi mange enkeltpersoner gerne ville høre Galschiøts foredrag og have rundvisning på galleriet, men Jens skal jo også lave skulpturer. Vi gentager successen i 2018!
April
Efter en relativt udstillingsstille vinter kom der kom der for alvor gang i kunstudstillingerne med Galschiøts kunst i april.
På Jarsbo Art åbnede temaudstilling: Skriget, Skammen og Kvinderne af Jens Galschiøt..
Soroptimisterne præsenterede deres velgørende kunstudstilling 'Eventyrlig Kunst' i Bogense, bl.a. med en del af Galschiøts skulptur 550+1.
I New York blev en mindre model af den spiddede isbjørn en del af C02 Earth Day Bike Ride. Det var det danske parti Alternativet der var taget til USA med mindre trop og havde taget isbjørnen med.
På Sostrup Slot deltog Galschiøt bl.a. sammen med Geeti Amiri i Profetiske samtaler hvor de skulle give nogle bud og visioner på den fremtid, der tegner sig i horisonten.
Galschiøt leverede igen i år præmie-skulpturen til H.C. Andersen –prisen, der går til folk der har lavet en ekstraordinær indsats med formidling af H.C. Andersen. Prisen er bl.a. gået til Roger Moore og Dronningen.
Maj
I Maj måned begyndte vi for alvor at have travlt, så vi må hellere starte med de sjoveste.
Cronhammars kæmpe-skulptur Campfire blev ved en fejl skrottet og Galleri Galschiøts debuterede (officielt) som kunsttyve. Galschiøt tog ud til ’gerningsstedet’ og nuppede en nogle stykker af det ødelagte kunstværk. Resterne skal bruges til en ’idiot-pris’, men indtil videre er delene udstillet på Galleri Galschiøt med titlen ”Rester af Campfire” til at minde os om den oprindelige skulptur og dens kranke skæbne.
Den store Fundamentalism-skulptur blev indviet i Holbæk med pomp og pragt, koncert og taler. Sommeren over blev der i byen diskuteret religion og kultur, forskellige og ligheder. I byens skoler og institutioner blev der opstillet skriftsøjle-skulpturer udstillingen var enormt populær.
Nordatlantisk hus i Odense åbnede for udstillingen af Den spiddede isbjørn 'Unbearable' som i en periode skulle os om de menneskeskabte klimaforandringer og vores ansvar overfor kommende generationer. Jens galschiøt og andre talte ved åbningsarrangementet.
På Galleri Galschiøt inviterede vi til paneldebat med titlen Kunst i Byrummene. Det var en rigtig god aften med en række prominente Odenseanere.
Dansk Billedhuggersamfund og Skulptur Ølgod inviterede til den VIII Internationale Skulpturudstilling i Ølgod, hvor Galschiøt bidrog med H.C. Andersen som Queer mens en lang række andre kunstnere fra ind- og udland deltog med andre flotte værker.
Galschiøts skulptur 'Pælemennesket' blev indviet på Bugges Plads i Videbæk, skulpturen er opstillet permanent.
Kraviling-prisen blev igen i år leveret af Galschiøt. Kravling er prisuddelingen for medie-, kommunikations-, design og journaliststuderende. Det er danske mediestuderendes store prisuddeling, hvor de dygtigste og mest engagerede mediestuderende hyldes for deres bedste arbejde i det foregående år.
Galschiøt lavede også skulpturen til Fyns Erhvervspris.
Juni
Husk Tiananmen: Som altid startede vi juni måned med at sende en artikelsamling ud fra dagene omkring massakren på den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989. Massakren bliver fortiet i Kina, hvor det er forbudt at tale om den. Men vores venner i Hong Kongs Demokratiske Alliance samlede efter massakren presseomtale omkring begivenhederne fra Kina og resten af verden. Det har vi skannet og med udsendingen opfordrer vi til at fortælle kinesere rundt om i verden hvad der virkelig skete med henvisning til dokumentationen. Artiklerne kan downloades her.
Documenta 14 - Flygtningeskibet og Kampagnen To Arrive Safely. Vi valgte at markere verdens mest prominente kunstudstilling Documenta14 i Kassel med en flygtningebåd med 80 kobberflygtninge på Fuldafloden der går gennem byen. Aktionen markerede starten på aktionerne To Arrive Safely og Don't Feed Your Inner Beast, samt offentliggørelsen af Manifest om kunstnernes rolle i en globaliseret verden. Aktionerne var ikke en del af documenta14, men snarere et tiltrængt wake-up call til den etablerede kunstverden om at blive en aktiv spiller i verdens udvikling. Du kan læse mere om vores aktiviteter her
Mens vi var i Kassel præsenterede Viborg Handel Galschiøts Hjemløse-skulpturer i Viborgs gågade, hvor de sommeren over mindede besøgende om, at vi stadig har sociale udfordringer i Danmark, til trods for at flertallet jo egentligt har det meget godt.
Folkemødet på Bornholm blev ’besøgt’ af en af de havnearbejder-skulpturer vi knoklede på til monumentet på Århus Havn. Med skulpturen blev der lagt op til debat om håndens arbejde og det gik godt. Desværre tabte en fragtmand skulpturen. Den står nu på Århus havn, men med et hak i armen. Vi reparerer den når forsikringsfolkene giver os lov.
Galschiøt lavede årets ligelønspris for Sundhedskartellet. Den gik i år til folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff for sin daglige kamp for at få politikerne på Christiansborg til at anerkende ligelønsproblematikken.
Juli
Fundamentalism-udstilling i EuropaParlamentet. Endelig lykkedes det os, med Bendt Bendtsens hjælp, at få udstillet dele af Fundamentalism-projektet lige midt i EU Parlamentet. Et enigt præsidium, der under ledelse af Martin Schulz forbudt udstillingen af den store skulptur, så vi stillede skriftsøjlerne op og snakkede religion og brobygning med EU-parlamentarikerne en hel uge.
Det blev faktisk til lidt ferie i juli for nogle, mens andre af værkstedets medarbejdere skød ferien frem og brugte hele måneden på at færdiggøre Havnearbejdermonumentet.
August
Det vigtigste først: Efter 3 års arbejde blev Danmarks største arbejder-monument indviet ved DOK1 ved Århus Havn. Det var en kæmpe lettelse for alle, for projektet havde virkelig lagt stort pres på værkstedet, dets medarbejdere og Jens Galschiøt. Til gengæld var det den flotteste fernisering vi endnu har været med til. Århus symfoniorkester spillede arbejdersange og borgmesteren og Fru Salling talte (og det gjorde Jens også). Jeg tror vi allesammen var glade og stolte over værket – og det er vi faktisk stadigvæk.
Mors: Trods det super pressede program lykkedes det to dage før Havnearbejder-indvielsen, Galschiøt at nå forbi åbningsdebatten på Kulturmøde Mors
Ugen før Havnearbejderferniseringen nåede vi også lige at lave en kæmpeudstilling i Fredericia. Det var Fredericia kunstforening, der havde arrangeret udstillingen med 9 hjemløseskulpturer, den spiddede isbjørn samt en masse andre skulpturer.
September
September var en god måned at besøge galleriet i Odense af flere grunde.
For det første var Galleri Galschiøt fyldt med kusser. Ja, intet mindre! Mens vi havde invaderet documenta14 i Kassel i juni, mødte vi to piger der tilbød at hjælpe på værkstedet. Det var en tatovør fra Venezuela og en kunstterapeut fra Tyskland der tilsammen er Rolling Tattoo Therapy . De blev involveret i et gammelt projekt om at lave ”kunstneriske poetiske kusser”, der prøver at indfange poesien i de kvindelige kønsorganer så der var kæmpestore voks- og kobber-vaginaer overalt på galleriet.
Senere kunne vi invitere til fed international koncert med hhv. Rasmus Lyberth fra Grønland og Bola Suriana fra Mexico.
Efter tre gode måneder i Holbæk flyttede vi Fundamentalism-skulpturen og skriftsøjlerne til Vejle. Her blev projektet godt taget imod og takket være en kæmpeindsats fra den lokale ildsjæl Mads Peter blev projektet debatteret i skoler, på biblioteker og i byens rum.
I forbindelse med udstillingen arrangerede Vejle Kunstforening en større Galschiøt-udstilling som også blev meget besøgt.
September bød også på to konferencer på Galleri Galschiøt, som bliver mere og mere populært som et spænedende og inspirerende sted hvor organisationer og firmaer kan mødes.
Igen i år leverede vi årets Ildsjælepris til Odense kommune.
Oktober
Flygtningeskibenes omfattende tysklandsturne endte i Berlin d. 1/10, hvor Jens med nogle gallerister, var til afslutningsfest. Det har været nogle intense måneder for den tyske organisation Outlaw.die Stiftung der har stået for kampagnen. De har besøgt 24 tyske byer i flygtningeskibene (først med kutteren MS Anton fra Levende Hav, senere med et ’ægte’ flygtningeskib fra Lampedusa). Aktivisterne boede på skibene for at passe på flygtningeskulpturerne. Turen har både budt på en (overlagt) påsejling, højrenationalistiske moddemonstrationer og meget andet.
’Vores’ mexicaner Ray Morales udstillede desuden sine flotte malerier på Galleriet.
Galschiøts uundværlige makker Kurt Hansen fyldte (for anden gang) 70 hvilket blev fejret med en åben reception og bobler på Galleriet.
Galschiøt-skulpturen Visdommens Søjle blev permanent opstillet i Arden. Ildsjæle fra byens kunstfond havde selv samlet penge og donationer ind til at købe skulpturen så det var ret imponerende gået.
Balanceakt-skulptur blev indviet i Næstved. For en del år siden lavede Næstved Kunstforening en meget populær udstilling overalt i byens rum. Siden da har de samlet ind til køb af en af de høje Balanceakt-skulpturer.
Galschiøt lavede årets Kartoffelpris. Den fornemme pris gik til den bedste ret, hvor kartofler indgår i.
November og COP23
Gennem hele året havde vi planlagt og arrangeret happenings i forbindelse med klima-konferencen COP23 i Bonn og det gik ikke stille af med sig.
Den spiddede Isbjørn blev udstillet i parken op til konference-centeret, sammen med Galschiøts skulpturer af klimaflygtninge og den rygende Frihedsgudinde Freedom To Pollute.
Til Demonstrationerne kørte selveste Donald Trump i en åben Folkevogn, med den 6m høje rygende statue trækkende efter sig, fulgt af en hær af isbjørne, herunder en isjbørne-hund og en isbjørne-baby!
Også i denne måned færdiggjorde værkstedet en række priser:
Pegasusprisen – TV2’s publikumspris for bedste kortfilm i forbindelse med kortfilm-festivalen.
Best of Odense fik lavet 18 fornemme priser, der blev delt ud til bedste forretninger, restaurant, kulturoplevelse osv. i Odense. Tietgenprisen – der er en erhvervspris, blev ligeledes lavet af Galschiøt.
December
Vi sluttede året med at hente isbjørnen og Fundamentalism hjem fra hhv. Bonn og Vejle og udstille dem på Galleriet i Odense. Her kan de ses de næste par måneder. Isbjørnen troner ved indgangen mens man i haven kan se en 25 meter ubrudt række af 3½ meter høje Fundamentalism-bogstaver.
Årets sidste Galschiøt blev Danmarks største jule-kunstudstilling, der sammen med en lang række kunstnere bl.a. værkstedets Søren Lilliendal udstillede på Docken i Nordhavnen. Udstillingen blev arrangeret af Galleri Jarsbo
Sidst men ikke mindst begyndte vi at modellere en kæmpestor skråt op-finger til støtte for Danmarksindsamlingen. Skulpturen er en kommentar til de politikere der jubler over at der bliver samlet millioner ind til verdens fattige, mens de selv har skåret milliarder fra den statslige ulandsbistand.
Og så er cirklen sluttet, for vi er tilbage hvor vi begyndte. Må vi alle få et godt 2018!