Invitationer: BKF Kunstudstilling 21/11│Bogreception på Galleriet 21/11│Kunstudstilling i London 1/12
Kære ,
 
Der sker en hel masse, men først og fremmest er jeg begejstret for at invitere dig til en række begivenheder, hvoraf to allerede finder sted i morgen (tirsdag d. 21. november):
  • Tirsdag 19.-21.: Bogreception med levende musik på Galleri Galschiøt. Kom med til årets reception på bogen Vores Fyn. Her vil du bl.a. kunne opleve: taler af Jens Galschiøt og Roya Moore, Musik med 60'er bandet Les Mann, musik med Jørgen Nancke med oplæsning af Lorens Lassen samt indlæg til ære for John Bonde. Der er gratis adgang og bogen vil selvfølgelig være til salg.
  • Tirsdag 17.-19. Fernisering. Kunstudstillingen FILOFIONIA har udstillinger af 60 ud af de 123 fynske BKF-medlemmer, så der er tale om en udstilling med stor diversitet og en bred vifte af kunstneriske udtryk. Galschiøt bidrager med en 3meter høj model af skamstøtten. Hvor: Filosofgangen 30, Odense C. Åbent: 21.11-3.12, tirsdag – søndag kl. 11-17
  • Torsdag d. 23. Gratis Rundvisning på Galleri Galschiøt ved Jens. Gl. Tarup Grundejerforning invitere på foredrag og rundvisning på Galleriet. Arrangementet er gratis, med begrænsede pladser, så tilmelding er nødvendig her.
  • 1. December: Grand Opening til kunstudstillingen 'Canvas of Courage' i London. Amnesty International og Artvocate.co udstiller aktivistkunst til støtte for menneskerettighederne i hele Østasien. Galschiøt vil være til stede og præsentere en 3 meter høj model af Skamstøtten og deltage i debatter den 1. - 2. december. Udstillingen kan opleves alle dage kl. 10-18, indtil d. 10. december.
Derudover er der gang i 1000 sager på Galschiøts kunststed i Odense:
 
I oktober var Jens i Taiwan. Han var inviteret af New School of Democracy (NSD), der har lavet verdens største 3D-print af Skamstøtten, som årligt udstilles på den prominente Liberty Square den 4. juni for at mindes massakren på Tiananmen-pladsen. NSD introducerede Galschiøt og hans team for deres fantastiske arbejde for demokrati i et land, der stadig kæmper med dæmoner fra en ikke alt for fjern diktatorisk fortid, samt den allestedsnærværende trussel fra Kina.
 
Den heftige debat om koranafbrændinger forstummede ret hurtigt med regeringens ændringsforslag til loven. Jens tog selv aktivt del i debatten : "Jeg må indrømme at jeg havde svært ved at tage konkret stilling i sagen. Jeg bryder mig ikke om at Paludan skaber konflikt og had gennem koranafbrændinger, men lovgivningen ramte alt for bredt. Med de nye forslag, synes jeg det ser ud til at loven rammer meget præcis uden at ramme ’uskyldige’. Tilbage er så at spørge sig selv, hvorfor man ikke lavede et gennemarbejdet/præcis lovforslag i første omgang – det virker utroligt uigennemtænkt, og jeg bliver lidt bekymret for al den lovgivning der ikke er til debat".
 
På den internationale front bliver bannerlitograferne med skamstøtten fortsat brugt af aktivister over hele verden. Senest bedte Hong Kong Democratic Council om 6 bannere til protester i San Francisco under Xi Jinpings besøg. Nu har vi næsten uddelt alle 246 litografier, så vi er begyndt at lave 100 nye i et andet design. Det er desværre ikke uden risiko at protestere. I Hongkong blev en 23årig jurastuderende dømt 6mdr. fængsel for at vise banneret og hun er nu blevet forflyttet til Kina. Hun er en i en lang liste af politiske fanger som desværre tegner til at blive længere.
 
Skamstøtteudstillinger. På udstillingsfronten ser vi frem til et spændende år.
  • EU-Parlamentet: SFs medlem af EU-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen er ved at forberede udstillingen af Skamstøtten foran EU-Parlamentet den 18-21. marts. Mere om det, når udstillingen er bekræftet.
  • Den 23.-25. maj i De Haag (Holland). Her udstiller vi en model af Skamstøtten ved symposiet "ImagiNation: Hong Kong in Exile" arrangeret af Art & Culture Hong Kong.
  • Den 4. juni i London: Endelig arrangerer Amnesty International, Hong Kong Watch og andre mindehøjtidelighed for massakren på Tiananmen-pladsen den 4. juni. Her planlægger vi at udstille Skamstøtten foran den kinesiske ambassade i London og andre steder.
  • Og hvad med Skamstøtten til Art Basel? Det er vel muligt... NGO Dei har ihvert tilfælde sendt en officiel anmodning til Art Basel og opfordret det prestigefyldte sted til at udstille skulpturen for at støtte ytringsfriheden. Ifølge NGO Dei har de endnu ikke modtaget et svar. Og ærligt talt er det tvivlsomt, om Art Basel vil risikere at gøre kinesiske markeder sure ved at opretholde sådanne værdier som kunstnerisk frihed og ytringsfrihed. Men måske overrasker de os. Hvis du vil være med til at slå et slag for udstillingen så skriv til Art Basel i Hongkong og spørg til sagen.
Mange hilsner,
Galschiøts Gæve Kontorgallerister 
 
Danmarks nye koranlov - risiko for kunstcensur
Af Camilla Binau (praktikant)
OBS: SKREVET FØR REGERINGENS FORSLAG TIL LOVÆNDRINGER
 
Som bekendt, diskuteres det lige nu i bred udstrækning, hvad det kommer til at betyde hvis den nye koranlov træder i kraft. Lovforslaget kriminaliserer ”utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”, hvilket både almindelige borgere og diverse eksperter forsøger at fortolke betydningen af i disse dage.

På galleriet har vores egen Jens Galschiøt været deltagende i diskussioner, blandt andet i Debatten på DR2, og Kulturen på P1 om hvorvidt den nye lov kan komme til at have en censurerende effekt på kunstmiljøet i Danmark. Jens udtaler at mange kunstnere formodentligt ikke vil selvcensurere som følge af lovgivningen, men at mange kunstinstitutioner vil fravælge værker som udfordrer lovgivningen, og derved blive medvirkende til kunstcensur.

Det er uvist hvordan kunstnere skal tolke det nye lovforslag – hvad kan man som kunstner tillade sig? Og hvad er straffen for at gå over stregen?

Det er især også aktuelt for Jens Galschiøt, som har været nødsaget til at genoverveje tidligere kunstværker og deres plads i samfundet, hvis den nye lovgivning træder i kraft. Han havde en mindre version af sin skulptur 'I Guds Navn (2007) af en korsfæstet teenager, med i Debatten på DR2 og den har efterfølgende været med på Christiansborg, hvor Joachim B. Olsen konfronterede landets politikere med spørgsmålet ”skal den her forbydes?”.

Spørgsmålet blev enten undgået eller besvaret med ”det håber jeg ikke” og den usikkerhed er en del af den problematik som Jens tager op. Det er svært at lave en lovgivning af denne karakter som forhindrer uretmæssig forhånelse af, som oftest, religiøse minoriteter og samtidig beskytter kunstneres ret til at producere kunst der provokerer, sætter spørgsmålstegn ved religion eller blot anvender religiøs ikonografi.

Spartakus-alleen
Samtidig arbejder Jens på projektet ”Hvem er Samaritaneren?”, som også kan risikere at blive problematisk i lyset af koranloven. ”Hvem er Samaritaneren?” er en kunstinstallation som vil bestå af en allé af 10 enkeltstående kors, hver fem meter høje, og hver monteret med et korsfæstet menneske i opløsning. På hvert skilt vil der blive monteret et skilt med den korsfæstedes nationalitet, fx ægypteren, burmeseren osv. Ideen er at værket skal være en repræsentation af ”Spartacus allé”, som var en allé af korsfæstede oprørere. Spartacus ledte et oprør mod det romerske imperium i år 73 f.v.t., som ifølge nogle kilder havde til formål at afskaffe slaveri. Oprøret blev ikke en succes og det var disse mennesker som havnede på korsene. ”Hvem er Samaritaneren?” skal kaste et lys på de tabte demokratikampe f.eks. i Syrien, Libyen og Afghanistan. Kunstværket trækker tråde til vesten. Mange af dem der tabte kampen for demokrati og menneskerettigheder i deres hjemland, bliver forfulgt af deres styre. Men når de forsøger at flygte lukker vesten grænserne, og øjnene, og lader dem drukne i Middelhavet.

 
__________________
 
 
Kursus i støbning af skulpturer & smykker, der foregår i professionelle rammer på vores kunstskole på Galleri Galschiøt.
 
Du undervises i alle faserne af skulptur-smykke fremstilling. Med teknikken cire perdue, ’tabt voks’. Modellering i voks, der opsættes, indgipses og evakueres. Udkogning og udbrænding af gipsform. Vakuumstøbning i bronze og sølv. Slibning, oxidering, polering og færdiggørelse af smykke eller skulptur.
  • Hvor: Galleri Galschiøt, Banevænget 22, Odense N.
  • Tilmelding:  Gennem Odense Aftenskole, tlf. 20 83 96 74. 
  • Pris: kr. 2.275,00 ekskl. materialer.
  • Underviser: Niaz Bayati, kunstner, designer og billedhugger tlf. 2228 4975
  • Hvornår: Du kan se kursusdatoer og tilmelde dig her
__________________
 
Tidligere og permanente Galschiøt-udstillinger
 
__________________
 
Kom på Virtuel rundtur på Galleri Galschiøt
 
med Google street view   
 
Man kan nu - via Google street view - vandre direkte ind på Galleri Galschiøt og se sig omkring. Nu kan hele verden altså komme på besøg, uden at rejse over den halve jord. Vi håber selvfølgelig stadig at vores mange tusinde årlige gæster vil komme forbi og se på kunst og drikke kaffe. Klik her og tag på en virtuel rundtur.
 
__________________
 
 
Besøg Galleri Galschiøt
 
Galleri Galschiøt er billedhuggeren Jens Galschiøts værksted og museum på 2.500 m2. Det er et af Danmarks mest spektakulære og største private kunstværksteder. Stedet bugner af aktivitet, og der er, foruden kunstnerens værksted, også bronzestøberi, Galleri-butik, kunstskoler, pilefletværksted, Tv-studie, skulpturpark og et 400 m2 stort kunstgalleri.

Hele området er på ca. 13.000 m2 og er åbent for publikum, og der er Fri entré.
 
Åbningstider:
OBS: Uge 28-31 Ferieåbent søndag-fredag kl 12-17
Normale åbningstider
Hverdage  kl. 9 - 17.
Søndag 12 - 16
Der er lukket lørdagen.
 
Man kan bestille rundvisninger med guide. Fri entré.
 
Adresse er: Galleri Galschiøt - Banevænget 22, 5270 Odense N -  Email:  aidoh@aidoh.dk 
Info se galleriets webside:   - Tlf.: 6618 4058 
 
 
Bronzestøbning
 
 
Politiken - annonce
 
Denne mail er udsendt fra billedhuggeren Jens Galschiøts værksted
Kontakt:
Adresse: Galleri Galschiøt - Banevænget 22 - 5270 Odense N
Telefon: (+45) 6618 4058

E-mail: aidoh@aidoh.dk

Hjemmeside
Til
Galleri Galschiøt
Til Galschøts hovedside
Baggrund og information:
Portræt af Galschiøt med link til alle projekter fra hans værkstedet (PDF på engelsk)

E-bog: 200 sider om Galschiøt på dansk (PDF)
 
****************************************** 
 ******************************************
Af- og tilmelding af nyhedsbrev fra Jens Galschiøt
Vil du slettes fra denne infoliste så klik her: Afmeld min e-mail fra denne liste
Vil du opdatere dit navn-email m.m på listen:  Opdater min profil
Vil du tilmelde dig til infoliste, så tryk her: Tilmelding til Galschiøts infoliste