INVITATION
 
Fernisering på Unbearable-udstilling på Christiansborg i København.
 
Fredag kl 16.00 åbner udstillingen med den spiddede isbjørn på Christiansborg Slotsplads og det vil glæde mig at se dig til ferniseringen. Udstillingen er arrangeret af partiet Alternativet og skal minde Folketinget om klimakrisens alvor.
 
 
Ferniseringen finder sted på Christiansborg Slotsplads, fredag d. 15. april fra kl. 16-17. Her vil jeg præsentere skulpturen og Christian Poll fra Alternativet vil holde tale. Der vil blive serveret økologiske bobler og snacks!
 
Vi ses ved folketinget.
 
Kærlig hilsen
Jens Galschiøt
 
 
Pressemeddelelse om udstillingen
Jens Galschiøts syv meter høje og 12 meter lange klimaskulptur ’Unbearable’ bliver i morgen fredag sat op på Christiansborg Slotsplads.
 
Det sker i samarbejde med Alternativet, der har crowdfundet midler til at få transporteret skulpturen til København.
 
Skulpturen, en isbjørn der spiddes af en graf over ophobningen af CO2 i atmosfæren, bliver sat op for at minde Folketingets politikere og offentligheden om klimakrisens alvor.
 
Udstillingen er en opfordring om at hæve de klimapolitiske ambitioner, den globale klimaaftale fra COP21 i Paris, kræver. ’Unbearable’ havde verdenspremiere til klimakonferencen COP21 i Paris, hvor den blev udstillet i et samarbejde mellem Jens Galschiøt og WWF Verdensnaturfonden.
 
Ved at udstille ’Unbearable’, der blev kendt i offentligheden til COP21 i Paris, sender vi et klart signal til Folketingets øvrige partier om, at de skal huske, det der skete i Paris og øge deres klimaambitioner.
 
"Klimakrisen er den største krise, vi står over for, og den kræver langt større opmærksomhed, end den får i dag", siger Alternativets klimaordfører Christian Poll. I udstillingsperioden vil Alternativet organisere en klimavagt, der inspireret af fredsvagten, skal skabe opmærksomhed om behovet for klimahandling.
 
 

Kontaktinformation:
Jens Galschiøt, kunstner - telefon: 66184058 / 61703083
Magnus Harald Haslebo, pressechef hos Alternativet - telefon: 61623163
Christian Poll, Alternativet - telefon: 61624652
 
Links
Wikipedia
Billeder