Tumperne må redde verden, når nu de kloge ikke vil

 
  1.  Fredag d. 25. nov. kl. 19.00 Galleri Galschiøt: Koncert med Tara Jaff
  2. Populisme, kunst, humanisme og toge der efterlader folk på perrongen.
  3. Isbjørnehæren fra COP 21 i Paris, nu til cop 22 i  Marrakesh i Marokko
  4. Fuld gang i værkstedet
  5. Aktiviteter både i Marokko, Stavanger, Bruxelles, Odense, Ålborg, Aarhus, Vejle, Løgumkloster og på Djursland
 
 
 Faxehus efterskole har sendt otte af  deres elever afsted til Marrakech for at være til stede i gadebilledet med Galschiøts isbjørne hær under COP 22 miljøkonferencen, som foregår fra den 7. til den 18. november. i Marokko
 
 
Kære
 
I disse populistiske tider er der endnu mere brug for kunst, der både udfordrer og fastholder et humanistisk verdens- syn. Så selvom vi er rystet over Trumps sejr, så fortsætter vi ufortrødent med at invitere kurdiske sangere, sende isbjørne til COP22 i Marrakech,  deltage i muslimsk/kristne dialogmøder og sætte flygtningeskulpturer op i ind- og udland, til lands og til vands.
 
Vi mener at mennesker på flugt skal behandles ordentligt, og vores del af verden kan ikke fortsat bliver ved med at lade flygtninge drukne, fryse og sulte, som det sker lige nu mange steder. Grænsen for hvad der ”får lov at ske” flytter sig faretruende mod noget vi har læst om i historiebøgerne fra tiden før  2. verdenskrig.
 
Samtidig  laver vi også havnearbejder - monument til Aarhus over håndens arbejde og hjemløse på bænke. Vi forsøger at sætte fokus på alle dem, der bliver efterladt på perronen, når globaliseringens og teknologiens tog drøner forbi. Igennem kunsten vil vi prøve at give nye vinkler på denne situation, og måske dermed også være med til at skabe nye handlemuligheder.
 
 Som det er lige nu, så begynder de tilbageblevne på perronen at slås indbyrdes og skubbe hinanden ud på sporet, det er populismens måde at gøre det på. Her kan kunsten måske bruges til at skabe konstruktive dialoger om hvordan vi skaber en verden med gode livsbetingelser for alle, der bor på kloden.
 
Nogle vil måske mene at vi er naive tumper, men vi pejler efter miljøbevægelsens og Klodshans karevanens slogan: ” Tumperne (og der står ikke Trumperne !!) må redde verden, når nu de kloge ikke vil”
 
Som det fremgår af nedenstående ”kommende arrangementer” har vi fuld gang i at skabe samfundsdialoger med kunsten som afsæt. Der er aktiviteter i Marokko, Stavanger, Bruxelles, Odense, Aalborg, Aarhus, Vejle, Løgumkloster og på Djursland.
 
Aktuelt har vi fredag d.25. november en koncert med den kurdiske sangerinde og harpespiller Tara Jaff, som kommer fra London for at du kan høre hende -  selvom det er hendes fødselsdag har hun valgt at bruge den sammen med os i Odense.
 
Vi har også gang i en masse skulpturer mm. på værkstedet, og det kan du læse om i ”nyt siden sidst” i dette nyhedsbrev.
 
Måske ses vi på værkstedet eller til et af arrangementerne.
 
Hav en rigtig god dag, selvom der blæser kolde vinde i verden.
 
Kærlige hilsener
 
fra alle på værkstedet
Lone Thellesen , vikar administrator
  
 Nyt siden sidste infobrev
  
Vi er i fuld gang med et stort havnearbejdermonument til Aarhus havn. Det er stillet op midt i værkstedet og troner 6 meter op i luften. Det har været en særlig udfordring at lykkes med sækkene. Lige nu arbejder vi på at modellere de to havnearbejdere, der skal bære sækkene. Det er enomt spændende at se, hvordan det vokser fra dag til dag.
 
Vi har netop leveret 5 priser: Kartoffelprisen som blev overrakt af Prins Joachim til den bedste kok, Best of Odense som bliver uddelt af Ugeavisen/Fyens Stiftstidende, Ildsjæleprisen og Handicapprisen og til sidst Tietgen prisen.
Det er altid ganske særligt at skabe disse priser, fordi det fungerer som en slags kunstnerisk benspænd. Opgavern er præcist formuleret – det er ikke noget, som Galschiøt er vant til - så det er hver gang en spændende udfordring at få det til både at blive et kunstværk og samtidig en bestemt hædersbevisning.
 
Vi har afleveret ” Mand på bænk” i Holstebro. En større skulptur med en særlig historie.  Kaj E. var på forsorgshjem i over 30 år og opsparede flere hundrede tusinde kroner ved at samle æsker. Alle pengene testamenterede han til forsorgshjemmet i taknemmelighed over, at de havde taget sig godt af ham. Efter hans død besluttede de at bruge pengene til at købe en af Galschiøts hjemløseskulpturer.
De ville gerne have den med en mand på en bænk, men den var imellemtiden blevet foræret til EU Parlamentet af den danske stat. Enden på historien blev, at Galschiøt lavede en ny mand på bænk, og  nu blev det  Kaj E selv, der sidder som foran forsorgshjemmet i bronze.  Han sidder og kigger ud på vejen, når man kører ind i Holstebro. Send ham en venlig tanke, hvis I kører forbi.
 
Vi havde et forrygende tango arrangement d. 4. november. Galleriet var propfyldt med tangodansere og andre, der ville høre det originale argentinske orkester, der på deres  turne i Europa  lagde vejen forbi galleriet. En rigtig god aften hvor vi måtte lægge et specielt gulv for at danserne kunne glide rigtigt i tangodansen.
 
Galschiøt har været en del i medierne. Han har f.eks deltaget i en film for at støtte op om Kirkens Korshær arbejde og landsindsamling søndag d 27 nov. Filmene er en række små videofilm ind på Kirkens Korshær Odenses facebook-side og galschiøt beskriver  rutcheturen mod fattigdom og social udsathed.
 
Han deltog d. 12. november i en konference for kristne og muslimske ledere i Danmark  arrangeret af Kristent – Muslimsk Samtaleforum, der har eksisteret i 10 år. Galschiøt  var en af hovedoplægsholderne og  de forsamlede biskopper, præster og imamer diskuterede  med afsæt i hans kunstværk  ”Abrahams Børn” dagens tema, som var ”Helligskrifter og demokrati” . Galschiøt brugte som sædvanlig ikke powerpoint, men havde lige medbragt lidt kunst til lejligheden: en 300 kg tung skriftsøjleskulptur med religiøse citater, som stod midt i lokalet og er en del af kunstværket ”Abrahams Børn” .Danmarks Radio  P1 var tilstede.  Hør udsendelsen i ”religionsrapport”.
 
Prostitution skulpturen 550+1 er netop blevet omtalt i et globalt kvinde- og kunstnetværk. Det bliver spændende at se, om det kan  give mulighed for at få skulpturen vist i udlandet. Se http://www.wunrn.com
 
Vi har stadig lidt kontroverser om isbjørnehæren, som blev forbudt på Folkemødet på Bornholm. Rune Lund fra Enhedslisten har stillet spørgsmål til Justitsminister Søren Pind angående isbjørne og maskeforbud under Folkemødet. Det er en principiel sag, som vi vil bringe mere om senere.
 
Vi har nedtaget den stor udstilling ”Abrahams Børn”  i Varde Kommune, hvor den har stået på torvet i 3 måneder og en udstilling  i Taastrup.  Det er altid lidt vemodigt, men begge udstillinger har været meget succesfulde og er blevet set af mange mennesker. Især er det gået helt formidabelt i Varde, som gennem næsten et år havde forberedt en lang række aktiviteter i byen på skoler, biblioteker og museer.
 
Som du kan se, så ligger vi ikke på den lade side. Kig forbi på værkstedet en gang imellem og se, hvad vi har gang i. Det er altid et besøg værd, og der er i øvrigt fri entré og gratis kaffe på kandenJ
 
 
  
Kommende arrangementer
 
Odense/Fyn
  
Fredag d. 25. november kl. 19.00-21.00, Galleri Galschiøt: Koncert med sangerinden Tara Jaff er en af stjernerne på den kurdiske sanghimmel. Tara Jaff er kurdisk musiker oprindeligt fra Halabja, Kurdistan  i Irak, og hun har boet i Storbritannien siden 1976.  Gennem årene har hun eksperimenteret med forskellige strengeinstrumenter, men hendes fascination for de gamle harper i Mesopotamien, førte hende til den moderne keltiske harpe. Billetpris 120 kr, børn gratis. Gerne tilmelding på aidoh@aidoh.dk eller 66184058 . Se mere,
 
Lørdag d.11. februar 2017 kl 19.00: Peter Bastian m. Band giver en af sine forrygende koncerter på Galleri Galschiøt. Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Peter Bastian på Fyn. Det bliver den eneste koncert han holder her, og vi forventer en forrygende koncert i galleriet, der passer perfekt til både Peters musik og holdninger til verden. Billetpris 150 kr, Tilmelding på aidoh@aidoh.dk
 
TV2 Fyn har lavet et Fredags debatprogram, som Jens Galschiøt skal deltage i fredag 14dage.
 
Århus

Onsdag den 23. november kl. 19.00 i
Øst For Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Århus C. Jens Galschiøt  er inviteret til at lave et oplæg i biografen Øst For Paradis i Århus efter visning af filmen Lyden af sand, som handler om en afrikansk nomade familie, der bliver nødt til at drage afsted for at finde et nyt sted at bo pga. klimaforandringerne.
 
 
Løgumkloster
 
10. september - 11. december, udstillingen ’Galschiøt og Gud’ på Holmens museum: En udstilling af Jens Galschiøts religiøse værker, som han gennem årene har lavet en hel delaf. Bl.a. er der mulighed for at se det store kobber-krusifiks, der har været udlånt til domkirken i Odense i mange år. Andre værker, som måske ikke i første omgang opfattes som religiøse, bliver præsenteret i denne sammenhæng. Man vil opdage, at der også ligger religiøse aspekter og undertoner i disse værker. 
  
  
Aalborg

Lørdag den 3. december kl. 09.30: ’Mere religion – eller mindre’:
Dialogmøde på Aalborg Teater. Jens Galschiøt er inviteret til at medvirke i et brunch-arrangement sammen med folketingsmedlemmerne Marianne Jelved (Radikale Venstre) og Caroline Magdalene Maier (Alternativet).
 
Djursland
 
Lørdag den 29. april 2017: Sostrup Slot: Profetisk samtale mellem Jens Galschiøt og bogaktuelle afghanskfødte Geeti Amiri. Christian Have og Sostrup slot er igang med at at arrangere en møderække med fællestitlen ’Profetiske samtaler.’ Jens har tidligere været i dialog med Geeti Amiri på Kulturmødet på Mors 2016. Jens glæder sig til at deltage sammen med Geeti og Christian Have, der er mester i at iscenesætte spændende og givende debatter.
 
 
Vejle opstiller Fundamentalism skulptur

Vi har netop landet en aftale med forskellige samarbejdspartnere i Vejle Kommune, der vil opstille ”Abrahams Børn” centralt i byen fra 1. september 2017 til 5. november 2017. Skulpturen bliver en del af mange aktiviteter i anledning af Reformationsjubilæet.  Forberedelserne er i gang, og vi vil  bringe de mange gode erfaringer fra Varde Kommune videre op i Jyllland.
  
  
Isbjørnehæren til COP22 i Marokko, Marrakech

Vi har sendt vores isbjørne fra Paris til miljøkonference i Marrakech 7. – 18. november 2016.  Isbjørnehæren blev oprindeligt skabt til COP21 i 2015 i Paris, fordi vi pga. terror fik forbud imod at demonstrere i byen. De blev ret populære og var i alverdens aviser (link). Siden har de været på Folkemødet på Bornholm, hvor de ikke var så polulære. Faktisk blev de arresteret og udsat for maskeforbud, men  nu er de så på gaderne i Marrakech,  hvor trusselsniveauet tilsyneladende er lavere end det var på Bornholm!!
Det er Faxehus Efterskole, der er taget ned for i samarbejde med unge i Marokko, at deltage i græsrodsaktiviteterne omkring COP22. De har taget 5 isbjørnedragter med og vil vække opsigt i gaderne i Marrakech.  Se indslag fra TV Øst. Det er formentlig første gang, at man kan se danske isbjørne i det nordlige Afrika. Aktivisterne kan kontaktes på efterskolen.
 
  
Skriftsøjler i EU Parlamentet i Bruxelles

I juli 2016 skal skriftsøjlerne opstilles i EU Parlamentet i Bruxelles. Politiker i EU Parlamentet  Bendt Bendtsen (K) laver en udstilling med de 10 skriftsøjler, som er en del af det samlede kunstværk Fundamentalism/ Abrahams Børn. 
De bliver opstillet i parlamentet, hvor de på 8 sprog vil vise de 100 mørkeste og lyseste citater fra kristendom, jødedom og islam. Jens Galschiøt og 4 af hans medarbejdere vil passe udstillingen i Bruxelles og håber at få mange kontakter rundt i EU, så skulpturen kan komme ud med en tiltrængt  fredelig dialog om de forskellige religioner.
Det bliver lidt spændende, fordi det netop var EU parlamentets formand med et samlet præsidium i ryggen, der forbød opstillingen af den store skulptur foran EU parlamentet i 2015. Hvorfor står hen i det uvisse, men skulpturens forhistorie i Præcidiet vil formegntlig betyde at det er en udstilling, der går ikke går ubemærket hen, blandt EUparlementarikkerne.
 
Stavanger
  
Stavanger 20. oktober til januar: De 9 hjemløse skulpturer udstilles rundt omkring i Stavanger by for at skabe dialog omkring den sociale udstødning i Norge.
 
  
 
Besøg Galleri Galschiøt
 
Galleri Galschiøt er billedhuggeren Jens Galschiøts værksted og museum på 2.500 m2. Det er et af Danmarks mest spektakulære og største private kunstværksteder. Stedet bugner af aktivitet, og der er, foruden kunstnerens værksted, også bronzestøberi, Galleri-butik, kunstskoler, pilefletværksted, Tv-studier, skulpturpark og et 400 m2 stort kunstgalleri.

Hele området er på ca. 10.000 m2 og er åbent for publikum på alle arbejdsdage mellem kl. 9 og 17 og søndage fra 12 til 16. Der er lukket om lørdagen.
 
 Man kan bestille rundvisninger med guide. Fri entré.
 
Adresse er: Galleri Galschiøt - Banevænget 22, 5270 Odense N -  Email:  aidoh@aidoh.dk  -  Info se galleriets webside  - Tlf: 6618 4058 
  
 
 Fredag d. 25. november kl. 19.00-21.00, Galleri Galschiøt: Koncert med sangerinden Tara Jaff er en af stjernerne på den kurdiske sanghimmel
  
 
Galschiøt deltog d. 12. november i en konference for kristne og muslimske ledere .Danmarks Radio  P1 var tilstede.  Hør bla. Galschiøt i udsendelsen i ”religionsrapport”.
 
 
 
  Vi har afleveret ” Mand på bænk” i Holstebro. Her ses Jens og kurt sammen med kaj E. som skulpturen hedder.
 
 
 Abrahams børn dialog og kunst projekt opstilles i vejle til sep og okt 2017.
 
 
Den 60 meter lange skulptur 550+1 er netop blevet udsendt globalt igennem kvinenetværket http://www.wunrn.com 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 I juli 2016 skal 10 skriftsøjlerne opstilles i EU Parlamentet
 
 
 
 
 
 
 
Denne mail er udsendt fra billedhuggeren Jens Galschiøts værksted.
Kontakt til værkstedet:
Galleri Galschiøt
Banevænget 22
5270 Odense N

Tlf : (+45) 6618 4058
Fax:(+45) 6618 4158
Database over Galschiøt skulpturer (ikke opdateret ;-)

Portræt af Galschiøt med link til alle projekter fra hans værkstedet(PDF på engelsk)
200 sider E-bog om Galschiøt på dansk (PDF)


 
****************************************** 
 ******************************************
 
Af- og tilmelding af nyhedsbrev fra Jens Galschiøt
Vil du slettes fra denne infoliste så klik her: Afmeld min e-mail fra denne liste
Vil du opdatere dit navn-email m.m på listen:  Opdater min profil
Vil du tilmelde dig til infoliste, så tryk her: Tilmelding til Galschiøts infoliste