Spröde frøer of the world! Vær hilsede. Her kommer vi med den gode blanding af forudsigelser og bagklogskab - og enkelte facts, bevar's - som vi har valgt at kalde "nyheder". Vores posterboy denne gang er Crunchy Frogs a&r/stik-i-rend-dreng/chief executive officer, Yebo, der synger en af sit fædrelands vemodige sange i den store THEE ATTACKS-mikrofon, som snart hænger på gader og stræder. Men der er mange andre frække releases og koncerter, vi skal vederkvæge jeres musikelskende hjærter med. Video fra SNAKE & JET og musik fra POWERSOLO, HR. SKÆG plus koncerter med SHINY DARKLY i det mellemstore udland. Check det ud din frækkert. Den er lidt lang, men den er umagen værd. Bulletinen forstås.

 
THEE ATTACKS LUFTER DERES BESKIDTE LAGNER
- fy for fanden hvor er de beskidte, og hvor er det fedt

Vi er stolte som rimeligt selvglade paver over på mandag, at udsende "Dirty Sheets". Se lige.
 

Det er Thee Attacks' andet album og det har været længe undervejs. D'Herrer Attack har brugt de sidste par år på at turnere over næsten hele verden og opbygge en dedikeret fanskare. Og skrive nye sange. Rigtigt mange af dem faldt ved vejsiden og kun de 11 ondeste, vildeste, sødeste og frækkeste står tilbage og danner en sangkreds om kærlighed, sex, rus og vold. Et album der i sandhed går til 11 på alle tænkelige måder. Ikke mindst i Spinal Tapsk forstand.
 
 
11 er måske ikke engang højt nok til at yde dette forrygende album retfærdighed. Jimmy Attacks hudløst ærlige vokal og Terry Attacks kompetente og fængende guitarriffs sekunderes sublimt af Ritchie og Johnny Attacks rytmegruppe, der tonser igennem med både groove, punch og tyngde. Sammen står de stadig stærkere som Thee Attacks’ uafrystelige super rock (som Rolling Stone's David Fricke døbte bandets musik), end nogensinde før. Bandet har lagt den deciderede retro-sound på hylden for en mere klassisk, muskuløs og sexet sound, der trækker på referencer fra både punk rock, glam, klassisk heavy rock og blues. Vraggods fra Velvet Underground, Zeppelin, Slade, Sabbath, Stooges, Ramones, Sonics – samt senere bearbejdninger af samme forgængere af bands som Eagles of Death Metal, Blues Explosion, Black Keys, White Stripes og Hives – er bare en del af bandets store bank af inspirationskilder.

Det hele filtreret gennem et band bestående af 4 unge mænd med stor musikalsk kompetence og ambition om at spille Rock med stort R. I tråd med dette, er pladen produceret i et mildest talt spændende samarbejde mellem den excentriske engelske producer Liam Watson (The Kills, White Stripes, Datsuns, etc.) og Jesper Reginal (PowerSolo, 18th Dye, Junior Senior, superheroes etc.) i henholdsvis legendariske Toe Rag og Kondi Frost studierne. Resultatet er en sound, der - i højere grad end debuten - ligger i forlængelse af deres meget roste live shows, om hvilken Spröd Bulletins udsendte anmelder for nyligt skrev: "Det er rigtig rigtig rigtig fedt!"

"Dirty Sheets" udsendes på  mandag den 17. september til alle landets ordentlige pladebutikker på 180 grams vinyl i flot gatefold cover, hvor man rigtigt kan studere blonderne på trussen, inklusive downloads natürlich. Den kommer også ud på CD, som kan købes til bandets koncerter, online og ikke mindst til spotpris (100 Dallas) til releasefesten nu på mandag. Alle er yderst velkomne. Der er øller af høj kvalitet og hotdogs af tvivlsom herkomst til de førstkomne, og bandet pønser på at premiere et par af de nye numre ved samme lejlighed.


Klik på invitazione for at melde dig frivilligt på fez book.

 
 
SNAKE AND JETS ROTATING BULLIT BAND
- snurrende ny video vil gøre dig fuldstændig rivravruskende vanvittig

Du elsker den nye plade med Snake & Jet. Du har siddet og gloet på den gaddamn skive snurre nu hele sommeren i en trancelignende tilstand - hypnotiseret af slangen og strålens magiske muzak. Du er på nippet til at tro at det er dig, der er noget i vejen med - og ikke resten af verden, som åbenbart ikke engang har opdaget, at der er skrevet musikhistorie med "Stuff That Rotates" og intet nogensinde vil blive som det var igen. Men bare rolig. Alt roterer. Verden. Livet. Musikken. Og i særdeleshed S&JABBs nye video til første-sneglen: "Black Egg". Se den strax så du kan se at det VAR dig der havde ret og de andre, der er nogle sortseende æggehoveder. Snake og Jet elsker dig og du elsker dem og de elsker dig og du elsker dem, og her kommer videoen:

 
"Black Egg" (Hvis du let bliver køresyg, så se den ikke i full-screen.)
 
Videoen er skabt sammen med M&E Design fra Malmö, som fremstillede helt specielle stativer, maskiner og aggregater for at opnå den pilskøre effekt. Videoen er så fremragende at engelske Clash valgte at premiere den i sidste uge med ordene:

"Take things literally. Snake & Jet's Amazing Bullit Band are neither a snake nor a jet, but they are amazing - so impressive, in fact, are fast rising Danes that ClashMusic immediately made their song 'Black Egg' Track Of The Day earlier this year... Working without post-production effects, the video for 'Black Egg' is a DIY triumph."

I denne uge var det så den respekterede design-blog Thefoxisblack.com, der kunne premiere historien bag videoen samt en fin lille "behind the scenes" om hvordan den kom til verden. Det er en proces som tog laaang tid at perfektionere, men som gør at alle effekter i "Black Egg"-videoen er lavet i kameraet og overhovedet ikke i redigeringen.
 

Behind the scenes.
 
Der er flere videoer på vej med Snake & Jet i den nærmeste fremtid. Stay tuned.

 
RAMASJANG RALLEEEEEY
- ny sang og video fra PeberSoen

Da godtfolkene i DR Ramasjang skulle planlægge en ny programserie om en sæbekassebilsvæddeløbsturnering, så faldt valget uden tøven på PowerSolo da der skulle laves en kendingsmelodi. Der er intet andet dansk band der har grebet stemningen af et godt racerløb som Kim Kix og Atomic Child. Deres Crunchy-debut hed "It's Raceday" for chrissakes.  Ramasjang Rally hedder både sangen og TV-programmet, som sendes lige før Disney-sovs hver fredag. Se musikvideoen til nummeret her:


Optursvideum til Ramajang Rally

Som det høres og ses lægges der ikke fingre imellem. Folkene bare TV-programmet ønskede fra starten af, at bandet altså ikke skulle til at lave børnemusik eller til tage fløjlshandskerne på. De ville have PeberSoen i al dens magt og vælde. Masser af højoktansgalskab og rock'n'roll-power. Og det fik de. Og ungerne elsker det. Skrål med gaddammit! Ramasjang Ralleeeeeey!
 
 
"Ramasjang Rally"-singlen udkommer på Crunchy Frog soundtracks mandag den 17.september - så'n rænt digita'alt.

 
HR. SKÆG ER TILBAGE PÅ SKÆRMEN
- og på Crunchy Frog Soundtracks 

Vores soundtrack-label trives i det hele taget vel, og for nyligt udsendte vi det 3. album fra TVs Hr. Skæg. Det er denne gang soundtracket til TV-serien "Skæg med Ord" som kører på DR1 og Ramasjang lige nu. Efter at have haft det decideret sjovt med både tal, bogstaver og drømme, er det nu ord som det gælder. Poderne lærer om vokaler, konsonanter, begreber og endda om bandeord. Alt dette til de liflige toner fra Toke Reunert og Mikkel "Hr. Skæg" Lomborgs fine sange. Numrene er igen skabt med respekt for både børn og de voksne der jo er tvangindlagt til at lytte med. Vi begyndte netop, at arbejde med Mikkel og Toke fordi deres musik ikke taler ned til børnene. Frasen "godt nok til børn" findes ikke i deres verden. Derfor skaber de kvalitetsmusik med spidsfindige tekster som ikke kun børn, men også voksne kan finde skjulte dybder og sammenhænge i. Ganske enkelt musik der bliver ved med at give oplevelser og indsigter. Som det bør være. Vi anbefaler dette skønne og stærkt vanedannende produkt på det allerallervarmeste. Klik på coveret og gå til Skægmedord.dk for mere information om hvordan det lige erhverves.




 
SHINY DARKLY TIL UDLANDET
- til Hamburg og London - kom og hep hvis du er i nærheden!

I de næste uger får Shiny Darkly lidt luft under vingerne når de først spiller Reeperbahn Festivalen i Hamburg og dernæst drager på en lille Greater London-turné. De skal sammen med Thee Attacks spille på vores Crunchy Club #5, hvorefter de har et par gigs i London og Oxford bagefter. På Reeperbahn er de ikke en del af den danske aften, men hvis du er dernede, så spiller Shiny allerede kl 20, så man kan nå over til den danske showcase. For man tager selvfølgelig til Hamburg for at se danske bands. Såmænd.

Klik for fez-link.
 
3 dage efter koncerten på Reeperbahn deler Shiny Darkly scene med Thee Attacks til Crunchy Club #5. Vores koncertserie i London tager hul på en ny sæson, og i den anledning har vi skiftet klub til Old Blue Last i Shoreditch-området. Efter dette show fortsætter turen til Oxford og tilbaws. Se hele molevitten her:

 
Klik for fez.

 
Hav et crazy efterår folkens.Vi er tilbage snart med nyt om Lars and The Hands of Light, Iceland Airwaves... og det løse.
Indtil næste gang henviser vi hungrende sjæle til www.crunchy.dk og Facebook
If we took the bones out, it wouldn't be crunchy!