Nyhedsbrev - December 2015
|
Kære Sangha og venner af Gomde,
Den første sne er allerede faldet på Gomde, dagene er blevet kortere og mørkere, og tiden er inde til at begynde at gøre status over året der gik. Det kan du læse mere om nedenfor.
Lama-besøg i januar-marts 2016 Godt nyt! Fra starten af januar til sidst i marts 2016 får Gomde besøg af en lama fra klosteret i Nepal. Det er Lama Drubgyu Tendar, som for tiden bor på retreat-centeret i Pharping, hvor han hjælper med den daglige ledelse. Udover at have været i treårs-retreat, er han også uddannet som Dharma-lærer i buddhistisk filosofi, så han er virkelig en kapacitet der vil kunne undervise i alt der relaterer til traditionel praksis og studier. Anna Zilman har sagt ja til at komme og oversætte. Vi er nu ved at lave programmet for de tre måneder Lama Drubgyu Tendar er i Danmark, og sender det ud snarest.
Phakchok Rinpoche I oktober forhindrede sygdom Phakchok Rinpoche i at komme til Gomde for at undervise. Rinpoche er nu lykkeligvis kommet sig fuldstændig oven på sygdommen. En lille delegation har besøgt ham på Gomdes vegne, for at overbringe offergaver og invitere ham til Danmark næste år. Rinpoche tog positivt imod invitationen. Lad os alle ønske, at omstændighederne falder gunstigt ud, så vores ønske realiseres. Økonomi Her ved årets udgang kan vi se tilbage på et vellykket år, også økonomisk set: Generelt ser det ud til at 2015 har været det bedste år hidtil rent indtægtsmæssigt på både Gomde og Strandgaarden.
• Gomde havde for første gang en omsætning i kurserne på over 1.000.000 kr., hvilket gav et samlet overskud på ca. 300.000 kr. • Strandgaarden havde en fortjeneste på cirka 200.000 kr., hvilket også er det bedste resultat siden stedet startede som kursuscenter. Det fine resultat betyder at vi nu kan begynde på at forbedre de fysiske faciliteter på Gomde i løbet af vinteren. Blandt andet planlægger vi at bygge alter og indgangsportal til templet på Gomde og udvide køkkenfaciliteterne på Strandgaarden.
Dansk udgave af “Tara’s Triple Excellence” – hjælpere søges!
Mange som følger “Tara’s Triple Excellence” online er rigtig glade for meditationsprogrammet, der guider de praktiserende skridt for skridt gennem hele den buddhistiske træning.
Der er nu frivillige i mange lande, der arbejder med en udgave på deres eget sprog, så flere kan få mulighed for at følge dette fantastiske program. Også i Danmark er en lille gruppe mennesker startet på arbejdet med at udvikle en dansk udgave af Tara’s Triple Excellence.
For den første af de tre dele af programmet er oversættelse, redigering, og korrekturlæsning færdiggjort, og nu arbejdes der på indtaling. Derefter skal der videoredigeres og programmet sættes op på Internettet.
Gruppen skal nu i gang med anden del af programmet, og til det videre arbejde mangler de en redaktør, oversættere, korrekturlæser, videoredaktør og en mandlig oplæser. Hvis du er interesseret i at hjælpe kan du læse mere her.
Kursus-koordinatorgruppen
Der blev afholdt kursus-koordinatormøde d. 28. november på Gomde. Nuværende, forhenværende og fremtidige koordinatorer deltog i udbytterige diskussioner, og udvekslede erfaringer og gode idéer omkring afholdelse af kurser og seminarer på Gomde.
Mange gode idéer til forbedringer kom frem, som dels vil blive integreret i kursusmanualen, der eksisterer som hjælp til koordinatorer, og dels vil blive arbejdet videre med for kontinuerligt at forbedre kvaliteten af Gomdes kurser.
Det blev også besluttet at genoptage afholdelsen af åbent hus arrangementer, for at give lokale beboere og andre interesserede muligheden for at få en introduktion til Gomde og stedets historie.
Slutteligt blev der udarbejdet et foreløbigt program for 2016. Flere informationer vil følge så snart vi har de sidste bekræftelser i hus. Vi kan afsløre allerede nu at en tilføjelse til næste års program vil blive afholdelsen af et antal ngöndro-weekender, hvor ngöndro-praktiserende kan få råd og vejledning af erfarne lærere, og desuden have lejlighed til at praktisere sammen og udveksle erfaringer.
Interview med Ove, retreatant på Gomde |
Ove, du bor nu i Tyskland; hvad gjorde at du valgte at tage på retreat på Gomde Danmark i en måned?
For det første er jeg dansker, og det gør det lidt nemmere at lave det i Danmark. Men også fordi jeg har kendt Gomde i mange år, og jeg synes det har udviklet sig til et rigtig dejligt sted at være. Det var først et forsøg; i sommer lavede jeg mit første retreat her, og nu er jeg i gang med mit andet - og det gør jeg fordi jeg synes det var en meget stor succes at være her første gang. De som bor her er meget imødekommende, og det gør det rart og nemt at være her. Og så ligger stedet meget langt ude, det er væk fra alting, og man kan ikke bare sådan løbe væk...
Hvad får du ud af at være i retreat?
Det at være i retreat er en enorm mulighed for at kunne udvikle sig, og kunne få tid til at sætte sig ind i sin praksis. Det er måske det som man har allersværest ved i dagens verden, at få tid til at praktisere. Så det at kunne sætte sig ned og koncentrere sig om sin praksis synes jeg er er noget meget værdifuldt. Jeg synes, det er et udtryk for en ekstremt god karma :-)
Hvad er et godt råd som du kunne give andre der overvejer at tage på personligt retreat på Gomde?
Hvis de får muligheden for det, skal de gøre det, helt sikkert. Hvis man virkelig gerne vil ind i sin praksis, er det det bedste man kan gøre. Og jeg synes Gomde er et rigtig godt sted at gøre det. Det er meget organiseret her, der bliver taget sig af de mennesker der kommer her i retreat; det er min oplevelse. Det er også en god måde at støtte Gomde på, og en god måde at støtte Dharmaen på i det hele taget, så den vokser og etablerer sig ordentligt i Danmark, og folk tager det til sig. Hvis de bare kan lave lidt, synes jeg det ville være fint, men hvis man kan lave et længere retreat – blive en uge, to uger, en måned eller mere – så synes jeg helt sikkert man skulle gøre det. Det er den ferie der aldrig nogensinde kommer dårligt tilbage til en, den vil altid komme godt tilbage.
Lama Drubgyu Tendar, januar - marts 2016:
Program følger snarest!
Erik Pema Kunsang, påsken 2016: "Vildt & Åbent Hjerte"
"Vildt betyder modig nok til at give slip. Åbent betyder udover vante grænser. Hjerte betyder dig som du virkelig er."
22-25 marts 2016: Vildt og Åbent Hjerte I: Åbenhed
Åbenhed er at være naturlig tilstede, uden forudfattede ideer. Dette kursus er for alle. For at læse mere eller tilmelde dig, klik her.
25-28 marts 2016: Vildt & Åbent Hjerte II: Vished
Vished opstår gennem dybere erfaring i at være naturligt tilstede. På kursus II forudsættes at man forud har deltaget enten i det umiddelbart foregående kursus I, eller i et af Eriks tidligere kurser. For at læse mere eller tilmelde dig, klik her.
Studieretreat, 11 juli - 28 august 2016: "Bodhisattvaens vej" Næste sommer danner Gomde igen rammerne om et længerevarende praksis- og studieretreat. Der vil blive undervist i Śāntidevas klassiske tekst Bodhisattvaens vej, kombineret med intensiv meditationspraksis. I forbindelse med den daglige meditationspraksis bliver der også undervist i Vajrayana meditation. Underviseren vil være en Lama eller Khenpo fra Chökyi Nyima Rinpoches kloster i Nepal.
Vil du læse mere eller tilmelde dig, se her.
itel)(tel)
Åben lørdagsmeditation på Gomde
Hver lørdag når der ikke er kurser mødes alle, som bor eller er i retreat på Gomde, samt gæster udefra, for at praktisere og meditere. Meditationen er fra kl. 14:00 til kl. 15:00, og bagefter er der te/kaffe og mulighed for at snakke med de andre deltagere. Alle er velkomne!
Hvis du vil være helt sikker på, at lørdagsmeditationen finder sted, kan du ringe til Knud først på tlf. 28 90 07 79.
Praksisgrupper
Husk at der nu er praksisgrupper i både Århus og København. Der er også Grøn Tara Sadhana praksis på Gomde hver torsdag eftermiddag. Du kan læse mere her.
KNUDS HJØRNE
|
Nyt fra Gomdes caretaker:
Den 29. november fik Gomde uønsket besøg af stormen Gorm, som efterlod sig spor i landskabet.
Campingtoiletterne væltede...
- og nogle træer ligeså
|
BLIV MEDLEM AF SANGHA-FORENINGEN |
Alle kan blive medlem af foreningen Rangjung Yeshe Sangha (RYS).
Se hvordan her. Rangjung Yeshe Sangha arbejder for at Gomdes Sangha involveres aktivt i beslutningsprocesser og aktiviteter på Gomde. Foreningen samarbejder med Rangjung Yeshe Fonden, der ejer de fysiske rammer på Gomde, om bl.a. planlægning og afholdelse af kurser, vedligehold og tilbygning. Som medlem af Foreningen Rangjung Yeshe Sangha modtager du intern information om Gomde, bliver involveret i beslutningsprocesser, f.eks. via generalforsamlingen, og kan trække donationer fra i skat. Sangha-foreningen vokser hele tiden og vi vil gerne byde alle nye hjerteligt velkommen. Vi håber at dette nyhedsbrev har været med til at give dig et indblik i Sanghaens arbejde.
|
DONATIONER |
Al aktivitet på Gomde muliggøres af almindelige menneskers opbakning til stedet. Donationer er en simpel og vigtig måde at bidrage på. Mange vælger at give et fast månedligt beløb.
Vil du også donere til Gomde? Se hvordan her.
Som medlem af Sangha-foreningen kan du få skattefradrag på alle donationer. For at få skattefradrag skal du altid skrive dit cpr nr. på bankoverførslen.
Hvis du allerede donerer og er i tvivl om du får skattefradraget, kan du kigge på din årsopgørelse eller skrive til Bo Frederiksen på gomde@gomde.dk
Obs. Donationer til Rangjung Yeshe Fonden muliggør ikke skattefradrag.
|
Har du ideer, kommentarer eller andet til nyhedsbrevet, er du velkommen til at skrive til gomde@gomde.dk |
|
|