Nyhedsbrev - Marts 2016
|
Kære Sangha og venner af Gomde,
Forårssolens første velsignede stråler har kysset os, og de tidligste blomster står smukt på Gomdes land. En livgivende gave for os alle, som når dharmaens stråler rører hjertet og vores sande naturs kvaliteter bryder frem.
Har du endnu ikke set Rinpoches og Ka-Nying Shedrub Ling klosterets nye hjemmeside, kan du se den her.
Siden begyndelsen af januar har Lama Tendar undervist på Gomde. Det har været en utroligt berigende tid, og der er endnu tre uger til han rejser hjem igen. Programmet har været anderledes end når vi tidligere har haft længerevarende besøg af lærere fra Chökyi Nyima Rinpoches kloster, Ka-Nying Shedrub Ling. Lama Tendar har undervist mange korte kurser frem for et langvarigt studieforløb, hvilket har givet flere mennesker mulighed for at deltage. Vi ser frem til fremover at tilbyde flere af denne type forløb.
Denne weekend, d. 4.-6. marts, underviser Lama Tendar i ngöndro, som er den forberedende træning til tantrisk buddhistisk praksis. Uanset om du overvejer at begynde ngöndroen, allerede er i gang, eller blot er nysgerrig, er du hjerteligt velkommen. Elementerne i ngöndro træningen er også meget relevante for andre former for buddhistisk meditation.
I den efterfølgende weekend, d. 11.-13. marts, underviser Lama Tendar i Chöd. Chökyi Nyima Rinpoche har flere gange opfordret sine elever til at lære Chöd hvis de føler sig inspireret hertil. Vi er meget glade for at dette nu igen bliver muligt på Gomde.
Se mere om Lama Tendars program her.
Nyt fra Sangha-foreningen |
Vision for Gomde Danmark
Der var frist for inputs til Gomdes nye vision d. 7. februar 2016. Vi modtog syv høringssvar, som bestyrelsen nu har drøftet. Der var enkelte forslag til bedre formuleringer samt præciseringer af målsætninger, som alle er blevet indarbejdet i visionen.
Det næste skridt bliver at præsentere visionen for Chökyi Nyima Rinpoche til sommer. Vi venter dog ikke med at sætte gang i nogle af de nye tiltag, som visionen lægger op til, for samtidig med at Rinpoche præsenteres for visionen vil vi også gerne at han ser vores oplæg til realiseringen af nogle af de konkrete mål, som den indeholder.
Indtryk fra Sadhana retreatet i februar |
Fra fredag d. 12. til søndag d. 21 februar deltog jeg i et af Gomdes mange retreats. Denne gang var det et sadhana retreat på Guru Rinpoches hjerte-praksis, der fordriver alle hindringer for din dharma. Retreatet var sammensat af sessioner med undervisning og sessioner med selve praksissen med meditationer og daglige tsok offeringer. Glæden ved at praktisere i en stor gruppe og uddybe teksten er uvurderlig. Jeg oplevede en fantastisk energi i hele gruppen som dagene skred frem; fra en lidt famlende start til en fast homogen vibrerende helhed for fuld udblæsning i ugens slutning. Med Lopön Drubgyu Tendars kærlige og vise undervisning nåede vi alle i mål med et bredt smil, tårer i øjnene og stor fryd i hjertet. Må alle i fremtiden opnå mulighed for fordybelse og fremskridt på deres vej. René Kimose
Lama Drubgyu Tendar, marts 2016
Lama Tendar underviser på Gomde til og med d. 20. marts. Det samlede program for hans undervisning, samt information om priser og tilmelding, er tilgængelige på Gomdes hjemmeside her. Lama Tendars ophold på Gomde giver også en alletiders mulighed for at komme på individuelt retreat på Gomde og få råd og vejledning fra en kvalificeret lama. For mere information om individuelle retreats, se her.
Erik Pema Kunsang, påsken 2016: "Vildt & Åbent Hjerte"
"Vildt betyder modig nok til at give slip. Åbent betyder udover vante grænser. Hjerte betyder dig som du virkelig er."
22.-25. marts 2016: Vildt og Åbent Hjerte I: Åbenhed
Åbenhed er at være naturlig tilstede, uden forudfattede ideer. Dette kursus er for alle. For at læse mere eller tilmelde dig, klik her.
25.-28. marts 2016: Vildt & Åbent Hjerte II: Vished
Vished opstår gennem dybere erfaring i at være naturligt tilstede. På kursus II forudsættes at man forud har deltaget enten i det umiddelbart foregående kursus I, eller i et af Eriks tidligere kurser. For at læse mere eller tilmelde dig, klik her.
Sommerlejr 2016 med Chökyi Nyima Rinpoche
25.-29. juni 2016: "Meditation - Indsigt med hjertet"
I dette seminar vil Chökyi Nyima Rinpoche forklare hvad meditation er ifølge den buddhistiske tradition og give direkte anvisninger til personlig træning. Ved at meditere sammen med deltagerne vil Rinpoche guide os i et autentisk træningsforløb. Samtidig sættes meditation ind i den større livssammenhæng, som den for buddhismen er dybt forankret i: liv og død, bundethed og befrielse, selviskhed og medfølelse. Dette seminar er for alle. Læs mere eller tilmeld dig her.
29. juni - 3. juli 2016: "Sindets natur"
Indsigten i sindets natur er kernen i den tibetanske buddhistiske visdomstradition. Ved at erkende sindets natur har utallige udøvere opnået befrielse og oplysning. Dette seminar bygger på det fundament som er skabt under det foregående meditationskursus. Her vil Rinpoche fortsætte undervisningen i meditation, denne gang med fokus på at erkende sindets natur. Læs mere eller tilmeld dig her.
Studieretreat, 11. juli - 28. august 2016: "Bodhisattvaens vej" Næste sommer danner Gomde igen rammerne om et længerevarende praksis- og studieretreat. Der vil blive undervist i Śāntidevas klassiske tekst Bodhisattvaens vej, kombineret med intensiv meditationspraksis. I forbindelse med den daglige meditationspraksis bliver der også undervist i Vajrayana meditation. Underviseren vil være en Lama eller Khenpo fra Chökyi Nyima Rinpoches kloster i Nepal.
Vil du læse mere eller tilmelde dig, se her.
itel)(tel)
BLIV MEDLEM AF SANGHA-FORENINGEN |
Alle kan blive medlem af foreningen Rangjung Yeshe Sangha (RYS).
Se hvordan her. Rangjung Yeshe Sangha arbejder for at Gomdes Sangha involveres aktivt i beslutningsprocesser og aktiviteter på Gomde. Foreningen samarbejder med Rangjung Yeshe Fonden, der ejer de fysiske rammer på Gomde, om bl.a. planlægning og afholdelse af kurser, vedligehold og tilbygning. Som medlem af Foreningen Rangjung Yeshe Sangha modtager du intern information om Gomde, bliver involveret i beslutningsprocesser, f.eks. via generalforsamlingen, og kan trække donationer fra i skat. Sangha-foreningen vokser hele tiden og vi vil gerne byde alle nye hjerteligt velkommen. Vi håber at dette nyhedsbrev har været med til at give dig et indblik i Sanghaens arbejde.
|
DONATIONER |
Al aktivitet på Gomde muliggøres af almindelige menneskers opbakning til stedet. Donationer er en simpel og vigtig måde at bidrage på. Mange vælger at give et fast månedligt beløb.
Vil du også donere til Gomde? Se hvordan her.
Som medlem af Sangha-foreningen kan du få skattefradrag på alle donationer. For at få skattefradrag skal du altid skrive dit cpr nr. på bankoverførslen.
Hvis du allerede donerer og er i tvivl om du får skattefradraget, kan du kigge på din årsopgørelse eller skrive til Bo Frederiksen på gomde@gomde.dk
Obs. Donationer til Rangjung Yeshe Fonden muliggør ikke skattefradrag.
|
Har du ideer, kommentarer eller andet til nyhedsbrevet, er du velkommen til at skrive til gomde@gomde.dk |
|
|