Banner Gomde Denmark
CNR_at_Gomde_Denmark
Nyhedsbrev - September 2015
Kære Sangha og venner af Gomde,
 
På Gomde står roserne fortsat i blomst, mens efterårets blæst langsomt afløser den milde sensommer.

Sommeren på Gomde var beriget af Chökyi Nyima Rinpoches vidtrækkende Mahamudra undervisning og en måneds fordybelses-retreat med Khenpo Urgyen Tenphel. Nu vil vi i september tage os godt af vores vidunderlige tempel, bygninger og udeområde. Det begynder allerede næste weekend, som er arbejdsweekend. Alle er hjerteligt velkomne. Gomde giver mad og logi. Se mere her.
 
 
Nyt fra Gomde
 
I 2013 fik Gomde formelt status som retreat-center og lokalplanen for området blev ændret. Derved blev det muligt at udvikle planer for en udvidelse af centret. Som en del af den nye lokalplan er der givet tilladelse til at bygge yderligere 1400 m² bygninger. På længere sigt vil det medføre et større og bedre køkken, en ny spisesal, to ekstra lejligheder til fastboende, en ekstra bygning med værelser og en teltplads med bade- og toiletfaciliteter.
 
Til at starte med vil vi fokusere på den nye bygning, som bl.a. skal rumme køkken og spisestue.
 
Arkitekten Peter Oudshoorn, som også har arbejdet på udvidelsen og restaureringen af Gomde Østrigs bygninger, har doneret arkitekttegninger til den forestående tilbygning på Gomde Danmark. Vi er utroligt glade for Peters indsats. Du kan se hans arkitekttegninger her. Se også lokalplanen for Gomde her.

Vi lægger stor vægt på at byggeriet skal være bæredygtigt og miljøvenligt, og undersøger i øjeblikket mulighederne for bæredygtigt byggeri. Dette vil give en række fordele, både økonomisk, økologisk og socialt, i det Sanghaen lettere vil kunne hjælpe i byggearbejdet.

Vi arbejder også på finansieringsmuligheder hvor fondsmidler, private kautionister og donationer fra sanghaen kan indgå.


Kurser og arrangementer
 
Phakchok Rinpoche, 16-19 oktober:
"Path of meditation – Mahamudra retreat"
 
Det er en stor glæde at Phakchok Rinpoche igen kommer til Gomde. Phakchok Rinpoche’s stil er helt unik; personlig, direkte, humoristisk, med stor præcision og klarhed – og gennemstrømmet af dyb medfølelse.

Phakchok Rinpoche kender til livet i en travl hverdag. Han kan relatere til de udfordringer der hører til i manges hverdag i Vesten, og vil give os meget anvendelige og inspirerende metoder og indsigter til hvordan en sådan hverdag kan forbindes til en dyb og autentisk tilgang til Mahamudra meditationspraksis. Hvordan vi midt i et liv med højt aktivitetsniveau kan lade de emotionelle og erkendende slør falde og se os selv og virkeligheden som den er. Frihed.

Læs mere om kurset og tilmeld dig her.

Tsoknyi Rinpoche, 20-25 oktober: "At opleve følelser i et rummeligt sind"
 
Tsoknyi Rinpoche kommer tilbage til Gomde! Han har i mere end 20 år undervist i sindets dybeste natur i den tibetanske buddhistiske tradition. Med sin humoristiske og samtidig oplysende undervisningsform appellerer han til både begyndere og erfarne praktiserende.
 
Der er stadig pladser på sovesal. Læs om kurset og tilmeld dig her.

Studieretreat, 11 juli - 28 august 2016: "Bodhisattvaens vej"
 
Næste sommer danner Gomde igen rammerne om et længerevarende praksis- og studieretreat. Der vil blive undervist i Śāntidevas klassiske tekst Bodhisattvaens vej, kombineret med intensiv meditationspraksis. I forbindelse med den daglige meditationspraksis bliver der også undervist i Vajrayana meditation. Underviseren vil være en Lama eller Khenpo fra Chökyi Nyima Rinpoches kloster i Nepal.

Vil du læse mere eller tilmelde dig, se her.

Praksis-weekender på Gomde
 
I disse weekender er der mulighed for at mødes med Sanghaen og praktisere sammen. Der vil blive arrangeret praksis-weekender på Gomde på de følgende datoer:

11-13 december 2015 (inkl. julefrokost d. 13. december)
15-17 januar 2016

Nærmere information om programmet for de to weekender følger senere.


 Praksisgrupper
  
Husk at der nu er praksisgrupper i både Århus og København. Du kan læse mere om dem her.

Praksis-torsdage på Gomde

Hver torsdag fra kl. 16:00 til kl. 18:00 er der Grøn Tara Sadhana praksis på Gomde. Efterfølgende er der fællesspisning for de som ønsker det. Alle som deltager i spisning medbringer mad til fælles buffet. Tilmeld dig på gomde@gomde.dk senest dagen før hvis du vil blive og spise.
    

Interview med Adam Dreisler, koordinator på
Hjerte Sutra kurset med Khenpo Urgyen Tenphel
 
Hvordan var det at være koordinator på kurset?
 
Først og fremmest en stor tak til Chökyi Nyima Rinpoche og hele linjen af mestre før ham, for at muliggøre undervisningen. Jeg vil også takke Andreas Doctor for hans store indsats som arrangør. Khenpo Urgyen Tenphel, retreatets hjerte, fortjener en særlig tak, ligesom vores oversætter Anna Zilman.

At bidrage til at afvikle et kursus som det forløbne med belæringer på Hjerte Sutraen må være noget af det mest meningsfyldte jeg har foretaget i hele mit liv. At studere og praktisere med en Khenpo i en lille gruppe, hvor alle hjælper til på lige fod og kan nyde de smukke omgivelser og fællesskabet, virker som en virkelig berigende måde at bruge en sommer måned på. Alle deltagere var virkelig hjælpsomme og positive og hele forløbet gik meget harmonisk.

I det daglige bestod mine opgaver i at svare mails og bookinger, checke folk ind på deres værelser, koordinere arbejdsopgaver og sørge for der var bestilt madvarer, og hjælpe til hvor det var nødvendigt. Da kurset var åbent kunne folk komme for mindre perioder end hele måneden, så deltagerlisten måtte løbende opdateres så arbejdsopgaverne kunne fordeles. Heldigvis var vi en fast kerne der deltog i hele forløbet. I gennemsnit var vi 15-17 deltagere i alt og det var overkommeligt. Jeg har fået meget stor respekt for koordinatorerne af Chökyi Nyima Rinpoches sommerkursus med op til 200 deltagere!

Hvad har du/I fået ud af kurset?
 
Forhåbentlig har jeg og de andre deltagere fået lidt større forståelse af tomheds-begrebet og er derved blevet lidt mindre knyttet til vores ideer om virkeligheden og os selv som værende ”virkelige”, og forhåbentligt blevet lidt mindre egoistiske og lidt mere venlige og tålmodige. Intellektuelt er vi i hvert fald blevet guidet gennem den klassiske Mahayana-tekst Hjerte Sutraen af en yderst kvalificeret Khenpo, som jo nok er en af Chökyi Nyima Rinpoches allermest kvalificerede elever. Ud over undervisningen havde vi den dyrebare mulighed at praktisere sammen med Khenpo Urgyen Tenphel både morgen og aften. Det at kunne praktisere sammen med en Vajrayana specialist to gange dagligt er jo en dyrebar gave i sig selv.
 
Vil du fortælle lidt om hvordan kurset forløb?
 
Vi praktiserede to gange dagligt med Khenpo Urgyen Tenphel. Klokken seks om morgenen lavede vi Shakyamuni Sadhana og klokken halv fem Vajrakilaya. Fra ni til elleve modtog vi undervisning.
 
De fleste deltagere var 'frivillige' og deltog desuden i madlavning, opvask og rengøring. Der var i gennemsnit to timers arbejde til hver deltager om dagen, selvom det i realiteten nok var mindre for de fleste. Vi havde en ”full retreatant” der havde betalt fuld pris for ikke at skulle lave noget praktisk, men han viste sig at være en af de allermest ivrige arbejdere.
 
Ud over undervisning og praksis var der rig mulighed for at snakke uformelt med Khenpo Urgyen Tenphel.
 
Den sidste uge var der også eksamen i Hjerte Sutraen. Det var Chökyi Nyima Rinpoches ønske, og som Khenpo sagde var det for at skabe en forbindelse til at Gomde i fremtiden kan blive et center for Dharma-studier. Alle deltagere fuldførte og bestod eksamen. Som en gave til Khenpo-la havde alle vi deltagere i fællesskab lært Hjerte Sutraen udenad og reciterede den for ham efter eksamen. Han blev rørt og var meget taknemmelig, da han ikke havde forventet det.
 

 
Den sidste uge af kurset var der høj sol, så vi sluttede vi af med en strandtur med Khenpo Urgyen Tenphel. Han elsker at svømme.
 
Alt i alt var det en helt fantastisk smuk og magisk måned. Først at deltage i Chökyi Nyima Rinpoches undervisning og så forsætte med en måneds praksis og belæringer af Khenpo-la over en sommer på Gomde, står lige nu for mig som værende en virkelig velsignet mulighed. Det er jeg personligt meget taknemmelig og ydmyg over at have haft mulighed for at deltage i og bidrage til.
 
At se Gomde med en lille gruppe der lever, studerer og praktiserer sammen er virkelig smukt, og den fællesskabsfølelse det giver er unik. Det ville være smukt hvis Gomde kunne have meget mere af det i fremtiden, så jeg opfordrer alle der har muligheden til at deltage i næste års studieretreat, som jo allerede er planlagt.
  
Tak fordi du ville læse med!
 
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til os: gomde@gomde.dk
 
Kærlig hilsen,
 
Gomde
 
gomde@gomde.dk
www.gomde.dk
https://www.facebook.com/gomde.dk


KNUDS HJØRNE
Nyt fra Gomdes caretaker:

Vi har fået rustfri bordplade i Lama-køkkenet, og trommerne er spændt op, så de lyder som trommer skal... :-)

 



Lige nu er der masser af brombær, så kom og pluk! De er virkelig gode.   
 
BLIV MEDLEM AF SANGHA-FORENINGEN
Alle kan blive medlem af foreningen Rangjung Yeshe Sangha (RYS).

Se hvordan her.
 
Rangjung Yeshe Sangha arbejder for at Gomdes Sangha involveres aktivt i beslutningsprocesser og aktiviteter på Gomde. Foreningen samarbejder med Rangjung Yeshe Fonden, der ejer de fysiske rammer på Gomde, om bl.a. planlægning og afholdelse af kurser, vedligehold og tilbygning.
 
Som medlem af Foreningen Rangjung Yeshe Sangha modtager du intern information om Gomde, bliver involveret i beslutningsprocesser, f.eks. via generalforsamlingen, og kan trække donationer fra i skat.
 
Sangha-foreningen vokser hele tiden og vi vil gerne byde alle nye hjerteligt velkommen. Vi håber at dette nyhedsbrev har været med til at give dig et indblik i Sanghaens arbejde.

DONATIONER
Gomde har ingen rige sponsorer eller stor kapital bag sig. Al aktivitet på Gomde muliggøres af almindelige menneskers opbakning til stedet. Donationer er en simpel og vigtig måde at bidrage på. Mange vælger at give et fast månedligt beløb.

Vil du også donere til Gomde? Se hvordan her.

Som medlem af Sangha-foreningen kan du få skattefradrag på alle donationer. For at få skattefradrag skal du altid skrive dit cpr nr. på bankoverførslen.

Hvis du allerede donerer og er i tvivl om du får skattefradraget, kan du kigge på din årsopgørelse eller skrive til Bo Frederiksen på gomde@gomde.dk

Obs. Donationer til Rangjung Yeshe Fonden muliggør ikke skattefradrag.


Har du ideer, kommentarer eller andet til nyhedsbrevet,
er du velkommen til at skrive til gomde@gomde.dk
Website: www.gomde.dk