Det sker ofte at Galschiøts skulpturer får deres eget liv langt fra den dagsorden de oprindeligt var tænkt ind i. Som fx i 1998 da den amerikansk republikaner Pat Buchanan opfordrede til at sende skamstøtte-postkort til Clinton mod våbensalg til Kina. Eller den gang Søren Pind pludselig kom under massiv amerikansk beskydning efter at have sagt at den blå frihedsgudinde ’Freedom to Pollute’ af æstetiske årsager ikke måtte stå i København. (læs mere om den sag her)

 

Men at Survival of the Fattest pludselig var delt en kvart million gange på en enkelt Brasiliansk facebook-side kom alligevel bag på os. Samme skulptur har ofte floreret på forskellige net-sider, facebook og blogs, fra Vietnam, over Indien og Hong Kong til Mexico og selvfølgelig Europa.

 

 

 

At det netop er Survival of the Fattest der bliver debatteret i disse år er dog ikke noget tilfælde. Skulpturen afspejler nemlig tidsånden på godt og især ondt. Den afspejler grundlaget for den populisme der især sniger sig frem overalt i Europa og i USA og som truer med at udvikle sig til den fascisme som Galschiøt ironisk nok bruger sine skulpturer til at advare imod.    

 

Mange mennesker i den vestlige (og ikke kun fattige) ser sig selv i rollen som den stakkels mand der sakter agterud mens andre styrer samfundet i en forkert retning. Populisterne opfatter at stakkels mand er folket, grundpillen i samfundet, mens Den fede dame bliver set som den elite der på alle måder fjerner sig fra den folkelige virkelighed.

For populisterne er Den fede Dame NGOerne og jetsættet. Dem der nyder frugten af globaliseringen uden selv at opleve dens skyggesider. Den fede dame er dem der sympatiserer med indvandrerne, fra forstaden, med deres egne børn i privatskole. Den fede dame er de der siger at vi skal ændre livsstil pga. klimaforandringer som er så komplicerede at ingen forstår dem (så mon ikke det bare skyldes solstorme). Den fede dame er akademikere og Djøfere der laver kontrollerende systemer der propper folk i praktiske kasser som er umulige at komme ud af og (kun) giver mening på papiret. Den fede dame er DR2, filmfestivaller, snobbet kunstsprog, kunstudstillinger, og kulturradikale. Den er akademiker-sprog og bureaukrati, kompleksitet, sjæleløse levebrødspolitikere, manglen på personlig kontakt, EU, skattely og licens. Den fede dame er en alt for kompleks verden som ingen kan forklarer men man alligevel skal navigere i (og den fede dame er ord som ”navigere i”).

 

Et af svarerne på et samfund hvor en stor del føler sig hægtet af, er netop den øgede populisme. Folk som Pia Kjærsgaard, Gert Wilders (og paradoksalt nok Donald Trump) taler til den jævne befolkning i et klart sprog, som er til at forstå. Populisterne taler til dem der føler at de har det svært. Det handler om at pege fingre af dem der nasser og bliver tilgodeset og desværre er det som oftest dem helt nede på samfundets bund der bliver udpeget. De kriminelle, dem på overførselsindkomst og fremfor alt indvandrerne står for skud, nok fordi de ingen stemme har i debatten. I mellemtiden æder ’De Fede Damer’ sig større i ministerpensioner og offentlige nedskæringer, netværk og gyldne håndtryk.

 

Men hvad kan man så gøre for at imødegå populismen inden samfundet splitter sig yderligere og vi i værste fald ender med en række fascistiske Trump-typer i det vestlige Europa? Det er der rigtigt mange der spørger sig selv om i disse dage, så svaret er ikke så lige for. Men vi kan jo starte med at erkende at vi må se ud over det traditionelle klasseskel og rent økonomiske skel og se på hvordan man inkluderer alle dele af samfundet.

Et eller andet må vi i hvert fald gøre, for på Galleri Galschiøt kan vi slet ikke følge med i produktionen af Svinehunde.

 

Mange gode forårshilsner fra Galleri Galschiøt

Ved Infobrevs-skribent (og Djøf’er) Lasse Markus