Nyhedsbrev: Frem- og tilbageblik på 2024 + EU kræver skamstøtten tilbage!
- og om 3D print, EU Udstilling, Folkemøde, Survival of the Fattest, skulptur til Christianshavn mm.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kære
 
Efter endnu en (lidt for) hektisk tid er vi på galleri Galschiøt klar til en velfortjent ferie. For der har været fuld knald. En god del af arbejdet har handlet om skamstøtten, Hongkong og 3D print.

Her kommer en lille opsamling om hvad vi har lavet siden i vinters.
 
3D print og Artwashing af Hong Kong
Året startede på sin vis stille ud. Galschiøt købte en 3D printer så vi selv kunne printe små skulpturer på galleriet, som et forsøg på at underminere Kinas konfiskering af den Hongkongske skamstøtte som efterhånden er blevet et frihedssymbol for landet. Her havde vi specielt fokus hvordan det vestlige kunstmarked i Hong Kong bruges til at ’normalisere/hvidvaske’ overtagelsen af landet og de menneskerettighedskrænkelser der er blevet en del af hverdagen i Hongkong. Læs mere
 
EU Parlamentet udstiller skamstøtten
I marts gik det løs med en skamstøtte-udstilling midt i Europa-Parlamentet, arrangeret af ’vores egen’ Kira Marie Peter-Hansen (SF) og en bred række af EU-parlamentarikere. Vores Hongkongske kurator Loretta Lau havde sammensat en imponerende udstilling med kunst der er bandlyst i Hong Kong. Scroll helt ned for at se udstillingen. Der var også debatter i Parlamentet om hhv. kunstcensur/ArtWashing af Hong Kong og Menneskerettighedssituationen i Kina og Hong Kong. Kina forsøgte at forhindre udstillingen, men uden held og den blev gennemført efter planen.
 
Se en kort film om EU –udstillingen.
 
EU kræver skamstøtten tilbage. Udstillingen trak tænder ud, men var en stor succes. Efterfølgende blev der rettet en officiel henvendelse fra EU til Hongkongs autoriteter med anmodning om at få skulpturen udleveret, og det blev understreget at sagen har ”potential to affect the bilateral relationship” mellem EU og Hongkong!
 
Midt i maj deltog vi i Copenhagen Democracy Summit konference hvor vi uddelte 3D-printede skamstøtter til de fornemme besøgende demokratiforkæmpere på konferencen som var arrangeret af Anders Foghs ’ organisation ’Alliance of Democracies’.
 
De Haag-konference. 5 dage senere blev bilen pakket til Haag i Holland, hvor den storstilede konference ’ImagiNation - Hong Kong in Exile’ havde samlet hele den Hongkongske diaspora, til debatter om kultur og identitet for de hundredetusind-vis af flygtede og exilerede Hongkongere som er blevet tvunget til at bosætte sig udenfor deres hjemland. Se Galschiøts debat fra konferencen.

Jens Galschiøt fyldte 70år den 4. juni, på selvsamme dag hvor Kinesiske studenter 35 år tidligere blev massakreret på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen Square) i Beijing. Jens var både inviteret til mindehøjtideligheder i Taiwan og London, men valgte at blive hjemme og holde et brag af en fødselsdagsreception med musik, taler, festlige indslag og lækker mad. Der deltog over 500 og Jens blev enormt rørt over alle de gode indslag og flotte gaver gæsterne kom med.

Og så til Folkemøde - hvor vi ugen efter satte cirkustelt og kulturscene op, med debatter om kunst, sexualitet, en grønnere verden og endnu en fejring af Galschiøts fødselsdag med Freestyle skulptur-rap, samtale med Jacob Holt og servering af festlige bobler.
 
På værkstedet/galleriet i Odense blev der i hele perioden knoklet med at lave de små og store skulpturer der får økonomien til at køre rundt og financiere de mange ovennævnte aktiviteter. Den 11. april stod værket ’Your Perception’ færdig til fernisering i Brejning hvor den nu pryder området. Der blev lavet skulpturer til H.C.Andersen-prisen, Best of Odense, Schiøts kokke-prisen m.fl. og Niaz afholdt adskillige bronze-støbekurser på galleriet (tilmeld her).
 
Nu har vi så lige et par uger hvor der er tid til et nyhedsbrev, færdiggørelse af skulpturer der skal i elektrolyse-karet over sommeren, generel oprydning osv.
 
Summa summarum – vi synes vi har fortjent den ferie. Men bare rolig - vi kommer ikke til at kede os når vi kommer tilbage.                
 
 
           
Skulptur til Christianshavn - Skulptur til COP29 i Baku - Survival of the Fattest.
 
Galleri Galschiøt i efteråret
 
Efter sommer lægger vi op til en masse aktiviteter, der i øvrigt ikke har så meget at gøre med skamstøtten.
 
En B&W-arbejder til Christianshavn - Den 11. september står en fuld størrelse skulptur af en B&W arbejder klar til indvielse på Christianshavns kanal i København. Her skal han minde os om en svunden tid hvor det fysiske arbejde prægede og drev vores hovedstad. Vi har arbejdet på projektet i flere år og glæder os til at se skulpturen opstillet.

Vi arbejder også på en række andre store skulpturinstallationer, bl.a. til Odense gågade – men mere om det en anden gang...
 
Og så må vi ikke glemme klimaet. Til november har man valgt at lægge klimatopmødet COP29 i endnu et olieland – Aserbajdsjan – med ringe vilkår for demonstranter, menneskerettigheder og kunstneriske udtryk. I år er der særligt fokus på (manglen af) overførsel af midler til klima-tilpasning i de fattige lande, så vi tænker at det er passende at markere eventen med Galschiøts ikoniske skulptur ’Survival of the Fattest’ som vi pt. modellere i en mindre og lettere transportabel version (se billede ovenfor).  

Vi ser i øvrigt frem imod COP30 i Belém, Brasilien, i 2025. Her står allerede en skamstøtte og vi tænker at køre det helt store skulptur-ensemble i stilling og lave en Galschiøtsk klima-udsmykning der bliver det hele værd.

Vi slutter året med en Galleri Galschiøt-låge i Odense-Julekalenderen, hvor man via kalenderen kan få en 3D printet skamstøtte når man besøgere galleriet i Odense. Så vi har allerede sikret julestemningen på Galleri Galschiøt når vi når så langt.
 
Mange gode sommerhilsner
Galschiøts kontorgallerist, de hårdtarbejdende værkstedsgallerister og Jens G.
   
Kursus i støbning af skulpturer & smykker, der foregår i professionelle rammer på vores kunstskole på Galleri Galschiøt.
 
Du undervises i alle faserne af skulptur-smykke fremstilling. Med teknikken cire perdue, ’tabt voks’. Modellering i voks, der opsættes, indgipses og evakueres. Udkogning og udbrænding af gipsform. Vakuumstøbning i bronze og sølv. Slibning, oxidering, polering og færdiggørelse af smykke eller skulptur.
  • Hvor: Galleri Galschiøt, Banevænget 22, Odense N.
  • Tilmelding:  Gennem Odense Aftenskole, tlf. 20 83 96 74. 
  • Pris: kr. 2.475,00 ekskl. materialer.
  • Underviser: Niaz Bayati, kunstner, designer og billedhugger tlf. 2228 4975
  • Hvornår: Du kan se kursusdatoer og tilmelde dig her
__________________
 
Kom på Virtuel rundtur på Galleri Galschiøt
 
med Google street view   
 
Man kan nu - via Google street view - vandre direkte ind på Galleri Galschiøt og se sig omkring. Nu kan hele verden altså komme på besøg, uden at rejse over den halve jord. Vi håber selvfølgelig stadig at vores mange tusinde årlige gæster vil komme forbi og se på kunst og drikke kaffe. Klik her og tag på en virtuel rundtur.
 
__________________
 
 
Besøg Galleri Galschiøt
 
Galleri Galschiøt er billedhuggeren Jens Galschiøts værksted og museum på 2.500 m2. Det er et af Danmarks mest spektakulære og største private kunstværksteder. Stedet bugner af aktivitet, og der er, foruden kunstnerens værksted, også bronzestøberi, Galleri-butik, kunstskoler, pilefletværksted, Tv-studie, skulpturpark og et 400 m2 stort kunstgalleri.

Hele området er på ca. 13.000 m2 og er åbent for publikum, og der er Fri entré.
 
Åbningstider:
OBS: Uge 28-31 Ferieåbent søndag-fredag kl 12-17
Normale åbningstider
Hverdage  kl. 9 - 17.
Søndag 12 - 16
Der er lukket lørdagen.
 
Man kan bestille rundvisninger med guide. Fri entré.
 
Adresse er: Galleri Galschiøt - Banevænget 22, 5270 Odense N -  Email:  aidoh@aidoh.dk 
Info se galleriets webside:   - Tlf.: 6618 4058 
Bronzestøbning
 
 
Skulpturinstallationen Spartakus-alleen
 
Denne mail er udsendt fra billedhuggeren Jens Galschiøts værksted
Kontakt:
Adresse: Galleri Galschiøt - Banevænget 22 - 5270 Odense N
Telefon: (+45) 6618 4058

E-mail: aidoh@aidoh.dk

Hjemmeside
Til
Galleri Galschiøt
Til Galschøts hovedside
Baggrund og information:
Portræt af Galschiøt med link til alle projekter fra hans værkstedet (PDF på engelsk)

E-bog: 200 sider om Galschiøt på dansk (PDF)
 
****************************************** 
 ******************************************
Af- og tilmelding af nyhedsbrev fra Jens Galschiøt
Vil du slettes fra denne infoliste så klik her: Afmeld min e-mail fra denne liste
Vil du opdatere dit navn-email m.m på listen:  Opdater min profil
Vil du tilmelde dig til infoliste, så tryk her: Tilmelding til Galschiøts infoliste